søndag den 23. november 2008

Distanceret følelsesløshed

Min søster kom hjem efter klejnekogningen hos mine forældre i går og fortalte at vi havde mistet vores yngste faster. Hun var blevet dræbt i trafikken… af et flyvende rådyr. Det lyder som en dårlig joke her op mod juletid – men det er ikke desto mindre sandt.

 

Nyheden efterlader ikke mørke rander under øjnene på mig eller striber efter gråd ned ad mine kinder. Det efterlader mig med en sær distanceret følelsesløshed – en blind plet for øjet.

Jeg kendte ikke min faster. Jeg har mødt hende ganske få gange som barn. Og nogle gange som ung – da hun var chauffør hos Sporvejene i Århus.

Hun var rund og mild. Og havde smil i øjnene – ligesom min far. Hun var stille. Virkede genert.

I mine første leveår havde vi kontakt til min fars familie. Min farfar, farbror og mine to fastre.  Så holdt kontakten op. Da min farfar døde da jeg var få år gammel. Kun min fars onkel kom hos os. Og var en dejlig del af familien. Indtil han døde. Og min farbror kom også tit hos os, da vi boede i samme by. Ind i mellem forsvandt han. Og vi så ham ikke i årevis. Jeg har ikke set ham i snart ti år nu tror jeg.

Min farmor har altid været ”den unævnelige”. Efter jeg var flyttet hjemmefra og min søster var mindre, var der et par år hvor de havde sporadisk kontakt. Ikke på min fars foranledning. Det var min faster og hendes børn der henvendte sig. Jeg har en stor usynlig gren på mit stamtræ.  

Historien som den virkelig var, har jeg aldrig fået. Den er et rodet puslespil i mit hoved, samlet af små bidder af samtaler jeg har samlet op som barn (små gryder har også ører). Fængsel, misbrug, alkohol, tvangsfjernelser, den onde stedfar, smidt ud hjemmefra. Det er det min far kommer fra.

Min far valgte som helt ung sin egen familie fra. Og valgte en ny familie: min mors. Det er her han hører til. Det er her han er tryg og føler sig hjemme.

Om det var et klogt valg, kan jeg ikke udtale mig om. Jeg kender jo ikke hans historie. Jeg har aldrig fået den. Og jeg har heller aldrig fået muligheden for at vælge hans familie til eller fra. Nu hvor jeg er temmelig voksen, kan jeg jo vælge til, alt det jeg lyster. Men jeg kan ikke. Alt det usagte føles som en tåge.

Måske tænker jeg, at der må være en virkelig stærk grund til at min far aldrig har haft lyst til at give disse mennesker en reel chance til.  At han ikke har haft lyst eller mod til at kæmpe.

Måske er min manglende lyst et resultat af, at jeg aldrig har lært at turde dykke ned i det der er svært. I min familie har vi altid levet med en poleret overflade. Vi snakker ikke om det der er svært. Gerne om det der er godt.

Min faster skal begraves på fredag. Jeg tog aldrig chancen…

 

Ingen kommentarer: