lørdag den 31. januar 2009

Læææænge siden

Inde fra badet lyder det fra Dorte: 

Tænk! For fjorten dage siden havde jeg veer. 
Nu kan jeg overhovedet ikke huske hvordan en ve føles. 

Gudskelov, siger jeg bare. Ellers ville det være småt med børn her på jorden.

5 kommentarer:

Berliner brosten sagde ...

Har hun allerede glemt det???
Wow! Vi har jo droppet det der med børn...en lille smule netop pga. det der ve-værkeri ;-)
Hils konen og sig: "godt gået!"

Vita sagde ...

Berliner, jeg tror faktisk det er helt normalt at det er sådan. At man husker at det gjorde ondt. Men måske ikke helt hvordan.

Skulle hilse fra min kone og sige at de der dejlige dage efter fødslen med baby og kone gør underværker. :-)

Berliner brosten sagde ...

Jamen, så er alt jo som det skal være. Perfekt! ;-) Det ville da også være lidt frygteligt, hvis det var omvendt...

Mokken sagde ...

Hææhæhæææ... ja, det er filanmej noget mærkeligt noget. Da vi sad og kom os over fødslen, kunne jeg undrende konstatere, at jeg (eller mit hoved, om ikke andet!) allerede var igang med at glemme, hvor slemt det havde været.

Og nu - lidt over en uge senere - ved jeg, hvorfor folk bliver ved med at få børn... Den der helt ubeskrivelige fornemmelse, når ungen popper ud, smerten letter med ét, samtidig med at man får duften af ens unge i næseborene. Det må være det ultimative hormonkick, som nok kan være nærmest et fix - man MÅ bare prøve det igen.

Her på matriklen er vi ikke afskrækkede - meeeeen lad nu lige tiden gå, ikk, f'r vi går noget uovervejet :-) (gi'r i øvrigt sig selv, de nedre regioner taget med i betragtning *G*).

Frk. Vestergaard sagde ...

Den jordemoder jeg havde i forbindelse med min første graviditet, sagde at den førstefødte blev sat i verden på grund af uvindehed. De næste på grund af glemsomhed. Det kan der være noget om. Jeg ved ikke om jeg vil sige, at jeg har glemt hvordan en ve føles. Men dette minder overskygges heldigvis af minderne om at holde barnet i armene og den første nat, hvor man bare kigger og kigger og slet ikke kan få nok af det lille vidunder. Men jeg kan desværre stadig huske, hvor forfærdentligt det var. Måske er det derfor vi stopper her ved nummer 2