tirsdag den 6. januar 2009

Synlig varedeklaration

Jeg elsker betegnelser, definitioner, kasser, etiketter, labels! Det gør jeg virkelig. De gør det nemt at navigere. Det var trygt og rart, da jeg for 20 år siden landede i den palietbeklædte homokasse. Her kunne jeg endelig trække vejret sammen med ligesindede. Det gik dog hurtigt op for mig, at det ikke var så enkelt. Der var hele tiden nogen, der krævede yderligere informationer. Informationer der kunne opklare hvilken slags lesbisk jeg var.

Der findes utallige definitioner på, hvordan man er bøsse eller lesbisk. Hvilken slags. Definitioner på hvor feminin eller maskulin man er og hvilken slags sex man foretrækker. Definitioner jeg knapt kan stave til. Og da slet ikke udtale.

Prøv bare at tænke på de signaler, vi ivrigt sender ud til andre homoseksuelle. Tøjstil, kropssprog, ørering i venstre øre, symboler og smykker i regnbuefarver. For ikke tale om bøssernes sindrige system af farvede tørklæder (hanky code) båret i højre eller venstre lomme, for at signalere hvilken slags sex man er til. Det er trygt og man får præcis hvad man ønsker. Men det er også snævert, for hvad nu hvis man går glip af lige præcis den oplevelse, der gjorde at man fik øjnene op for noget helt andet. Eneste mulighed for glædelige overraskelser er, hvis man som bøsse møder en farveblind mand i parken.

Som lesbisk er det er ligesom mest i orden, at være klog, selvstændig, sportsinteresseret, øldrikkende, humoristisk indehaver af kat. Man må også gerne være lidt moderne med tøj, smarte briller og smykker – på den lesbiske måde forstås. Det er bare ikke helt så tjekket, at ligne en rund heteroseksuel forstadsfrue fra Lystrup og have hund. For så er det, der går koks i det. Vi er jo ved at dø af skræk, hvis folk der bevæger sig i ”vores” cirkler, ikke straks får vores gaydar til at bippe. Hvis en lesbisk kvinde f.eks er så feminin at hun til forveksling ligner en heteroseksuel, så slår hun jo vores navigationssystem i stykker og det giver jordskælvlignende rystelser i hele det lesbiske fundament. Og biseksuelle! UF! De er bare de værste. Den ene dag til det ene – den anden dag til det andet. Vi kan ikke fiksere dem med vores labels og etiketter. De forræderiske kamæleoner! Nej! Du skal være tydelig – så er jeg tryg!

Da jeg sprang ud for 20 år siden var jeg bare lesbisk. Men i dag er den definition ligesom bare ikke nok. Og sjovt nok er det ikke de heteroseksuelle, der har brug for at få mig udspecificeret. Det er ”mine egne”. De homoseksuelle.

Så tillad mig at præsentere mig selv. Jeg er en out-of-the-closet monosexual low-femme vanilla goldstar lesbian. Så skulle det være på plads. Faktisk har jeg seriøst overvejet at få en veninde til at lave en T-shirt med den prangende tekst, så jeg ligesom er defineret for omverden. 

Jeg skal dog være ærlig omkring min nye titel: der er stadig ting jeg er uafklaret med. Ikke for at skabe utryghed for mine medmennesker, men fordi jeg bare ikke har besluttet mig for, om jeg synes det er fedest at ligge øverst eller nederst.






Her er et link til alle de der skide betegnelser - tænker, jeg ikke er den eneste, der er ved at få det hele galt i halsen!
Rebecca's dictionary of Queer Slang and Culture

(min første klumme bragt i homomagsinet FUSION Årgang 01 Nr. 02)

9 kommentarer:

Anita sagde ...

Jaaarmen for sat'n da. Jeg måtte lige læse indlægget igennem én gang til, for at få det hele ind på plads i hovedet.

Jeg ved så uendelig lidt om homo-miljøerne rundt omkring, så derfor kommer det bag på mig, at det ligefrem er indenfor egne kredse, der partout skal specificeres. Jeg kunne da forstå, hvis det var hetero'er som ville have alting tegnet og fortalt og udpenslet, selvom jeg er af den opfattelse, at det egentlig ikke rager os.

Nå, men det lader til at være lidt mere ukompliceret ude på Bøssefarmen, hvor mine yndlingsbøsser suser rundt og leger Hr. og Fru Danmark (dog uden at være gift). Og seføli er der ingen "dame" i forholdet, for som de siger, så er det jo netop sådan én, de for alt i verden undgår! Ha ha, den grinede jeg af, da jeg fik den serveret, inden jeg overhovedet så meget som bare tænkte på at spørge, da jeg lærte dem at kende :-D

Hos dem er der ingen dikkedarer. De er lette at være i selskab med uden tørklæder i ører eller brystlomme, ring på lillefingeren eller i næsen og jeg ska' gi' dig. Der er olie på fingrene, træspåner i håret og herlig vestjysk dialekt.

Det er blevet mit fristed, hvor tonen er fri og grinene mange. Det er her jeg kan tilbringe timer uden at kigge på klokken og det er her, min søn lærer, at der er rigeligt med plads til alle slags mennesker. Og de holder meget af hinanden, drengene og lillebror. Det er sg* dejligt :-)

Tak fordi du gider fortælle lidt om den verden, du/I befinder Jer i som lesbiske. Jeg elsker at lære noget nyt :-)

Vita sagde ...

Anita: :-) det er også den slags homoseksuelle jeg selv ser flest af. Klummen blev skrevet som en slags oprør mod alle de betegnelser som er drysset ned over os i den senere tid. Selvom det selvfølgelig letter besværet med at greje folk, hvis man ved at de er til SM, arbejder på en boreplatform, har hund, kører firehjulstrækker og stemmer på De radikale - så er det trods alt falsk varebetegnelse at man kan sætte etiketter på folk som fuldstændig definerer dem som mennesker. Og jeg selv holder da allermest af på egen hånd at udforske de personager der krydser min vej.

Og allermest: hurra for mangfoldigheden! :-)
Dejligt lillebror allerede manøvrerer i den.

Anne/Undreland sagde ...

Det kan godt være din klumme er udtryk for oprør og irritation, men hvor er den dog også bare sjov og underholdende! Jeg har lige været inde og kigge på den side du linker til, og det er sg' da godt nok nærmest en videnskab.

Et par af mine rigtig gode venner er hhv. bøsse og lesbisk (ja, de er altså ikke par på DEN måde, men det giver nok ligesom sig selv!), og har af og til luftet samme frustration - men jeg var nu ikke klar over, at der var så mange hemmelige koder og det der ligner. Nu er jeg da næsten blevet så nysgerrig at jeg overvejer at spørge!

...Jeg synes nu det er ret sejt at hedde noget med goldstar. Det lyder som om du er sådan lidt en super de luxe special edition - udgave. Cool!

Vita sagde ...

Anne: ja gu er det sejt. Sådan lidt sherif-agtigt! ;-)
Humor er det bedste våben!!!

Annie sagde ...

Tænk hvis vi "runde forstadsfruer" skulle tænke over at signalere vores "etiketter" på samme måde, det må være svært og frustrerende at skulle være så klart defineret.

Mokken sagde ...

Godt, Ma'm Goldstar - så fik vi lige dét på plads... :-)

Da jeg i sin tid startede på uni, skulle vi hives igennem den obligatoriske navneleg. En gut rejste sig op og proklamerede, at han sådan-og-sådan og var bøsse.
Da turen kom til mig, rejste jeg mig op og sagde mit navn samt tilføjede, at jeg var hetero.

Han og jeg var best pals siden da :D

Det forekommer mig stadig mærkeligt, når der skal skiltes med seksualitet på den måde - at behovet for at anskueliggøre, hvem og hvad man er til er så stort. Som "almindelig" hetero kan jeg kende folk i årevis, uden at de ved noget om mine præferencer - og jeg om deres. Synes jeg oplever ofte, at man får "hele historien" fra homoseksuelle...? Har dog også flere homo-venner, som ikke "gør sådan noget", så det er vel bare et udslag af den mangfoldighed der!!

Nå, og nu til noget helt andet... :D

Vita sagde ...

Annie: vi gør det jo alle sammen på en eller anden måde. Fordi det jo er nemt og rart!

Mokken: haha - ja det er en god historie. Jeg har jo selv været der hvor jeg havde behov for at fortælle det til gud og hver mand og gik meget op i det. Tror det er i den der periode hvor man springer ud og har behov for at manifestere sig. Nu siger jeg det kun når folk der ikke kender mig f.eks omtaler min mand... så fortæller jeg jo blot i en sidebemærkning at jeg har en kone. Og så er der ikke mere ståhej end det.

Man bliver jo heldigvis ældre... ;-)

Berliner brosten sagde ...

For dælen da Vita, det her indlæg er noget af det bedste jeg har læst i meeeeget lang tid! Jeg var ved at p.....(okay, ingen detaljer). Det var jo ligesom ikke til at overhøre og derfor måtte jeg oversætte hele baduljen for min kæreste...der grinede ligeså meget som jeg gjorde. Der er så mange guldkorn i din tekst, det er da helt fantastisk. (den der med den farveblinde bøsse, den kunne vi da godt sprede lidt hernede. Den er SÅ god!)
Vi er heldigvis også ude af alderen, hvor det er pligt at rende til det ene party efter det andet - hver weekend. Det er sgu heller ikke til at holde ud - her i Berlin vrimler det bare med den der type l-word Shane "wannabees- lookalikes", parret med de allerskønneste lipstickladies, yak! Så hellere type forstadsfrue fra Lystrup, hvis du vil høre mit bud...
Tak igen for et par oplivende minutter og nu har du fået dig en fast læser mere ;-)

Vita sagde ...

Brosten: hvor dejligt du kan genkende problematikken og finder morskab i det som jeg selv.
Jeg grinte meget af din beskrivelse af Shane-wannabees... Dem går der dælme også mange af i lille Danmark efterhånden. Til gengæld synes jeg ikke der er så mange stereotyper som før. Folk bruger heldigvis "hele paletten" og det synes jeg er dejligt. Da jeg selv sprang ud var der ikke så mange "varianter" ;-)