søndag den 25. januar 2009

Tusind tak



Af hjertet tak for alle hilsner og søde ord i anledningen af vores familieforøgelse. Jeg har været temmelig stille. Det er kun fordi det går helt fantastisk. 

Vist kræver det sin kvinde at være far, men det er også fuldstændig fantastisk. Mit liv er på en gang fuldstændig det samme og helt og aldeles anderledes. F.eks er jeg nu i stand til at sidde foran computeren og falde i søvn. Jeg er også i stand til at tage en opvask, bare for at min elskede kan sove en time ekstra på sofaen. Jeg kan være lysvågen på ca. 2 sekunder og med yderligere 2 sekunder har jeg rent faktisk røven oppe af sengen og står med min datter på skulderen, hvis jeg kan høre hun er ved at kløjs i det og trænger til at bøvse.

Det er ren magi. Normalt ville vi, ved så udprægede forandringer, føle det som tortur af værste skuffe, at blive vækket igen og igen på mærkelige tidspunkter, af en lille kvindelig general, som nu styrer vores bevægelser med sine helt egne små gryntelyde. Vi ville græde og tigge om at blive sendt hjem fra BabyBootyCamp. Men ikke her: vi fjumrer lykkelige og dinglende rundt pga. forstyrret søvn og smiler saligt ved stort set alle former for ansigtsudtryk fra Erna Marie. Vi kysser hinanden i forbifarten. Jeg kaster mig ind i kampen for at få lov at synge sammen med baby-skatten klokken halv fem om morgenen i den lune seng, mens mor putter i dynerne.
 
Vi elsker at alt handler om noget der pludselig er vigtigere end os selv. Meget vigtigere.

10 kommentarer:

Anne LO sagde ...

Ja, det er helt utroligt, hvad man som voksent menneske pludseligt finder sig i... :-) Dejligt at høre, at alt går godt!

Losarinas mor sagde ...

Tillykke ! Selv om det er mange år siden , jeg selv stod med et sådan lille menneskebarn, får dine ord mig til at huske :-)

Helle K. sagde ...

Jeg smiler ligeså stille - og mindes...

Marina sagde ...

Det er kun sådan et lille vidunderligt nor der kan få en til at elske at blive vækket på tidspunkter man ellers ville have kaldt nat. Det er dejligt at høre at det går godt med jer. Jeg sender de varmeste tanker og glæder mig til at følge jer når du engang får tid og overskud til at skrive mere. Men vent, vent vent. Denne tid kommer ikke igen.

Anne/Undreland sagde ...

Jaaaa, NYD det! Det er en fuldstændig magisk tid, og hvis man kan finde ud af bare at være i det og lade sig opsluge af det, er man verdens lykkeligste menneske. Og det lyder virkelig som om I er hele to af den slags omkring Erna Marie lige nu. Og så bliver det bare ikke større.

Berliner brosten sagde ...

Det lyder da for skønt det du skriver! Jeg vil bare gratulere endnu engang - Erna Marie til hendes skønne forældrepar og jer til dette lille smukke pigebarn. Jeg kan se det for mig, det der fjumren rundt ;-)

mortil9 sagde ...

Herligt at høre fra dig - det er da forunderligt at være vidne til.... tak for den dejlige, nære og morsomme opdatering fra dig...HUn ser usandsynlig bedårende dejlig ud!
Fortsat god bøvse-prutte-hygge-amme-nusse-moon!

PS. For en god ordens skyld; Ammerådgivning - gratis og anonym -www.fogf.dk eller 70 23 14 00 - om det nu skulle blive nødvendigt ;0)

Rosanna sagde ...

SMELT!, hvor er hun sød! Tillykke med hende guldmedaljen.
Og ja, det er vidunderligt, at opdage at der er en der sætter livet i perspektiv, og I nyder det jo. HERLIGT!

Julia sagde ...

tillykke tillykke, hvor er det fantastisk! hele det nye liv begynder lige nu. Kærligst J

Marina sagde ...

Griber mig selv i at tænke på jer flere gange om dagen. Det er bare det største med sådan et lille menneske. De kærligste kram.