lørdag den 28. februar 2009

Lydløst

Det her med at blogge og læse andres blogge, det er lidt ligesom at snakke sammen uden at åbne munden. 
Eller se på mennesker uden at åbne øjnene. 
Syret egentligt!

fredag den 27. februar 2009

Orange fredag


Mosters vovse!
Sifka
Orange
Glad
Kærlig
Smuk
Orange
Ræv
Kærlig
Orange

torsdag den 26. februar 2009

Gul torsdag

Dorte spiser ALTEA-bolcher.
Håndlavede fra Stilling naturbolcher. 
Og jeg kan ikke UDHOLDE stanken.
Eller smagen. 
Det samme gælder Kongen af Danmark.

Jeg elsker hende alligevel. Himmelhøjt. 

Hvis du er helt lost mht. hvad jeg taler om, så er jeg altså forskudt med på denne her farve blogger-leg.

onsdag den 25. februar 2009

Smile

Erna Marie begyndte at smile sådan bevidst for et par uger siden. Nu gør hun det ret tit. Men det er dæleme svært at fange med et kamera. Ovenfor er et smil der er ved at ebbe ud. Om hun smiler fordi jeg er fuldstændig vanvittig bag kameraet eller pga. teksten på savlesmækken, det får vi aldrig at vide. 


Alienated


He he. Jeg er en teletubbie med mærkeligt tøj!
Og grisen er kommet for at hente mig. 
Beam me up, Scotty!

Grøn onsdag


Mine venner: Kapers Senior, Grønne Oliver, Monsieur Cornichon og Kapers Junior.
Nam Nam!

Prisen på Lemonade


Tina - omme i London har givet mig en pris fordi min kone er blevet øremærket :-D

Lemonade prisen gives til folk som har fortjent den, fordi de har en god holdning til livet, eller fordi de har vist, at de sætter pris på noget eller nogen
  1. Klister logoet på din blog eller ind i et indlæg
  2. Nominer 5 andre bloggere og link til de nominerede i dit indlæg
  3. Læg en kommentar på deres blog, så de ved de har modtaget prisen
  4. Del med andre og lav et link til den der har givet dig prisen
Jeg synes måske det er lidt overdrevet (meget) med 5 nomineringer. Så jeg nøjes sgu med én vinder:

fordi Julie sætter spot på livet i en sådan grad, at jeg bliver nødt til at holde fast i kontorstolen med begge hænder, mens jeg læser for ikke rulle af stolen af bare grin eller ophidselse. Hun skriver, så jeg slet ikke er det mindste i tvivl om, lige præcis hvordan hun har det. 

tirsdag den 24. februar 2009

Blå tirsdag

Minus kondital blues

Gået fuldstændig i stå
da dam da dam
bare på grund af lidt blå
da dam da dam
og min luderkant bliver større og større
skal ha håret farvet  - det' det eneste at gøre
oooooog så haaaar jeg heller ikke noget kondital

Her lugter lidt af lort
da dam da dam
kloaken er gået i sort
da dam da dam
og min eksem er gået helt vildt i udbrud
ligner en bumset dreng  - fucking teenage udskud
oooooog så haaaar jeg heller ikke noget kondital

Jeg har ondt i min rumpe
da dam da dam
min iskias er en tumpe
da dam da dam
og vi har heller ikke ret mange penge'
men det har vi nu ikke haft temmelig læng'
oooooog så haaaar jeg heller ikke noget kondital

Jeg er damen med skæg
da dam da dam
og hår på min læg
da dam da dam
Vejer snart 100-  er stor som en bakke
har desværre kun min PCOS og mig sæl' å takke
oooooog så haaaar jeg heller ikke noget kondital

Til gengæld er min babys øøøøøjneeee blåååååååå

mandag den 23. februar 2009

Rød mandag


Jeg lider af PCOS (poly cystisk ovarie syndrom) og lige nu betyder det at jeg har haft menstruation uafbrudt i snart 5 måneder. Såeeee - rød er bare ikke lige min farve!

Godnat Oscar

Så kom vi igennem Oscaruddeling nummer 81. 
Jeg missede ca. 1 1/2 time. 
Nåh pyt. 
Jeg så det vigtigste.

Nu er naboen lige stået op.
Så går vi i seng.

søndag den 22. februar 2009

Øremærket?


Dorte har lige ammet Erna Marie. Hun har efterladt et lillebitte aftryk af sit øre på Dortes underarm. Nååårh. 

Sort/hvid søndag


Dette sort/hvide/sølvfarvede korsstingsbroderi i ramme, fik jeg af min moder i 1991, da jeg købte min første lejlighed i øgaderne i Århus. Jeg har altid være meget royal og vild med vores dronning. Min mor fandt det til mig i en genbrugsbutik. Hun hængte det over køkkenvasken: Så kan det være du kan rette ryggen når du vasker op. 

Det har hængt fremme i alle mine hjem siden. Men jeg er stadig rundrygget ;-)

Den går altså ikke hos Fru Jørgensen

Tsk tsk
Komme troppende op her tre sølle unger og kun EN udklædt. 

Næh, må jeg nu be om mine himmelblå. 

Hvorfor er du ikke klædt ud? spurgte jeg pigen, der var ældst og stod kækt og sang i sin grimme lyserøde flyverdragt. Fordi jeg ikke kan have noget udenpå min flyverdragt, svarede hun. 

Hvad er du så klædt ud som? spurgte jeg den mellemste dreng, der bar sit almindelige vintertøj og troede det hjalp at have en pistol i hånden. Jeg er klædt ud som en cowboy, man kan bare ikke se det, svarede han.

Nej det skal jeg lige love for , tænkte jeg og undlod at rulle med øjnene. 

Hvorpå jeg pegede på den mindste knægt der stod genert med blikket nede. DER! er en der er klædt ud, jublede jeg og pegede begejstret på den generte dreng,  der var klædt ud som en af de der skildpadder der alle lyder som navnet på en pizza. 

I ved godt det her fastelavn går ud på at være KLÆDT UD, ikke? spurgte jeg. 

Og så stak jeg dem modvilligt et par håndører og DOBBELT til den lille fyr der rent faktisk var i kostume. 

Hvad pokker er det for nogle fantasiløse unger og deres ligeglade forældre. 
Sæt dog i det mindste et skilt om ungen på halsen, hvorpå der står:
HVERKEN MIN UNGE ELLER JEG GIDER DET DER FASTELAVN,
MEN PENGENE ER DA MEGET FEDE
SÅ NU TIGGER JEG BARE!!!

Fnys.

Næh - må jeg be om fastelavn som henne hos Badut!
Der ved man nok hvad det drejer sig om

lørdag den 21. februar 2009

Lilla lørdag

Jeg springer lige forskudt med på den her farveleg set hos Koselig.

Lilla er farven på den tube Lasinohl Dorte bruger fordi det er gået hul på babbedutterne. 

Og her er Ludo med sin lilla hat. Ludo er en doven-nisse (det siger min kusine Tatjana i hvert fald. Og hun har forstand på den slags!) og han bor i vores seng. Ludo er skabt af Dortes gamle svigermor Irma. Og vi elsker ham. Han er trofast og utrolig elskelig. Og meget tålmodig overfor små børn der synes det er sjovt at klæde ham af og på, selvom det godt kan være koldt for hans bare nissenumse. 
Bag ham en smuk pude fra Indiska i København. 

The Reader (2008)


Vi er i Tyskland 13 år efter anden verdenskrig. Da 15-årige Michael (David Kross) bliver syg af Skarlagensfeber på vej hjem fra skole, får han hjælp af den reserverede, men omsorgsfulde Hannah (Kate Winslet).

Da han flere måneder senere rejser sig fra sit sygeleje, opsøger han Hannah for høfligt at sige tak. Den unge skoleknægt og den over dobbelt så gamle kvinde indleder et erotisk forhold. Han opsøger hende efter skoletid, hvor han læser højt for hende af sine skolebøger. Hun kvitterer lidenskabeligt med erotik der besætter hans hjerte.

Pludselig en dag er hun væk. Ingen spor er efterladt, undtagen dem i Michaels sjæl.

Næsten et årti senere følger Michael, som ung jurastuderende, en retssag, hvor en hel række kvinder, der under krigen arbejde for Nazisterne, anklages for massemord på jødiske kvinder. En af de anklagede kvinder er Hannah.

Michael krymper sig på bagerste række. Han har en hemmelighed, som pludselig er endnu mere apparte. Hannah har også en hemmelighed. Den får hende til at erklære sig skyldig. Michael sidder inde med viden, der formentlig ville kunne mildne hendes livstids-straf. Men han handler ikke.

Han hjælper hende dog alligevel gennem fængselsforløbet på sin egen ubehjælpelige facon. Tilgivelsen for hendes forsvinden kommer dog aldrig.

Jeg er ret begejstret for den her film. Jeg synes historien er spændende. Og jeg synes de små nuancer af moral, sandhed, fortielse og straf er fortrinligt skildret i denne film. Kate Winslet er både smuk og dygtig. Og samspillet med den kun 18-årige David Kross er ærligt og sårbart. Skildringen af forholdet mellem den unge mand og den ældre kvinde fungerer bare. Det virker hverken anstødeligt eller stift. Men derimod altopslugende og fortærende.

Det er dog som om filmen er knækket over på midten. Delen før retssagen og delen efter. Der er på en måde et kvantespring mellem den unge Michael og den ældre (spillet af Ralph Fiennes) som inde i mit hjerte ikke rigtigt fik fodfæste. Jeg skyder skylden på Fiennes.

Jeg synes bestemt det er en seværdig film!

Kate Winslet vandt både en BAFTA-award og en golden Globe for rollen i denne film. Hun konkurrerede blandt andet med sig selv i denne kategori, da hun også var nomineret for Revolutionary Road. Jeg glæder mig til at se, om hun høster noget for sin oscar-nomination i år. Selvom jeg ud fra de film jeg HAR set hælder voldsomt til Melissa Leo for Frozen River.

Filmen er instrueret af Stephen Daldry og er nomineret til 5 oscars

  • Kate Winslet - Performance by an actress in a leading role
  • Cinematography
  • Directing
  • Best picture
  • Adapted screenplay

n n n n n (5 ud af 6)

fredag den 20. februar 2009

Doubt (2008)


Det ligner en historie vi har hørt før. En katolsk kirkeskole i 1960’erne pimpet op med noget seksuelt misbrug. Et drama mellem en moderne yngre katolsk præst og en ældre konservativ nonne. En kamp mellem det nye og det gamle. En kamp som blusser op da den helt unge og meget naive nonne Sister James (Amy Adams) bider mærke i den ekstra opmærksomhed Father Brendan Flynn (Philip Seymour Hoffman) giver skolens eneste sorte elev.

Hun går straks til Sister Aloysius Beauvier (Meryl Streep) der med hård hånd og øjne i nakken sætter alt og alle på plads og ikke levner plads til fejltagelser.

Sister Aloysius går i nærkamp med Father Flynn, ene og alene på baggrund af sin tro og sin mistanke.

Filmen er ren dialog. Det er tydeligt manuskriptet er blevet til på baggrund af et teatermanuskript. Det er faktisk også det der gør, at filmen skiller sig ud og alligevel ikke bliver en gentagelse, men i den grad fungerer. Her er det gnistrende samspil, jeg manglede mellem Pitt og Blanchett  i The Curious Case of Benjamin Button.

Personligt er jeg fuldstændig verliebt i Philip Seymour Hoffman. Jeg synes den mand er genial. Og han brillerer virkelig, som den kærlige præst, hvis tro er både rummelig og levner plads til tvivl. Meryl Streep er så erfaren og dygtig, at hun aldrig kikser og derfor ind imellem grænser til at blive kedelig. Men hun gør det stilrent som den strenge nonne, hvis tro er fast, solid, urokkelig og modsat Father Flynns, ikke levner plads til den mindste tvivl. Men det er ikke hele sandheden. I små glimt viser hun os sine bløde punkter, når hun diskret og kærligt sørger for sin halvblinde kollega.

Sister Aloysius’ kamp mod Father Flynn virker mest af alt, som et personligt vendetta af frygt for forandringer. Den unge nonne Sister James vimrer rundt og lader sig hele tiden narre af sit eget snævre synsfelt og spæde dømmekraft. Og filmen er fyldt med storslået samspil. Det helt store spil sker dog mellem Meryl Streep og Viola Davis, der spiller den sorte drengs mor Mrs. Miller. Sister Aloysius vil have moderen ind i kampen mod Father Flynn. Men Mrs. Miller nægter. Hun vælger at vende ryggen til den viden hun får, om hvad der foregår mellem hendes søn og den unge præst. Lidt kærlighed er bedre end de prygl og det had knægten får i rå mængder af sin fader.

 

Filmen er instrueret af John Patrick Shanley  og er nomineret til 5 oscars. 

  • Philip Seymour Hoffman - Performance by an actor in a supporting role. 
  • Meryl Streep - Performance by an actress in a leading role. 
  • Amy Adams - Performance by an actress in a supporting role. 
  • Viola Davis - Performance by an actress in a supporting role. 
  • Adapted screenplay


n n n n n (4 ud af 6)

torsdag den 19. februar 2009

Tre to en .... testing.. testing....

Hallo!...????
Kan i høre noget?
Verden? Er du der?

Vi er her endnu.
Men får altså ikke blogget en skid. 
For den her mor går kold klokken ni.
Så er det sagt. 

Gryntegrisen (alias babyprinsessen) er allerede en måned brugt!
Og fuldstændig F-A-N-T-A-S-T-I-S-K

Ferie venter i næste uge.
Så kan det være i skal dukke jer!

søndag den 8. februar 2009

Lisa Lækkerlyd Stansfield

Hvis der er noget der kan gøre mig glad en søndag morgen, så er det 
smuk kone
glad baby
solskin
fuglekvidder der spår om forår
aftagende influenza
og så hende her



Hun har ALTID gjort mig blød i knæene, og mit hjerte som en gul æggeblomme. 

lørdag den 7. februar 2009

Lyde i mørket



Det er lørdag aften og klokken er præcis 22:00. 
Konen gik i seng klokken 21:00.
Nu ligger de der i mørket og laver lydkulisse, mine to.
Konen snorker og smasker. 
Baby knirker, sprutter og hikster. 

Og så sidder jeg her og bliver helt helt lille midt i alt det store. 
Hvordan skal sådan en egocentrisk angstneurotisk halvgammel kælling som mig kunne passe på sådan to stykker blå himmel?

Frozen River (2008)


Der er kun et par dage til jul. White trash ekspeditricen Ray (Melissa Leo) sidder udenfor familiens trailer iført smøg og morgenkåbe. Hun venter på lastbilen, der skal komme med familiens nye hus. Hendes spillegale mand er stukket af med pengene til det sidste afdrag. Men uden penge intet hus. Så sammen med huset ruller alle drømmene ud af indkørslen igen.

Da hun lader sine to drenge være alene hjemme og tager ud for at lede efter manden, finder hun kun hans bil og Mohawk kvinden Lila (Misty Upham) der har stjålet den.

De to kvinder, der begge befinder sig på det trappetrin i livet, hvor kun hundene har lyst til at skide, slår modvilligt følge. Begge drevet af den form for sindssyge man kalder moderkærlighed. De er sammen af nød og fordi de kan komme nærmere deres mål ved at bruge hinanden.

Uden penge kommer man ikke langt. Sammen begynder de at smugle illegale indvandrere over den frosne flod St. Lawrence River i ingenmandsland mellem Staten New York og et Mohawk reservat I Quebec.

Historien er mørk og samspillet mellem de to kvinder er iskoldt som floden de krydser. Filmen er ikke fyldt med sniksnak. De to kvinder har ligeså lidt lyst til at være sammen, som man normalt har til at være sammen med 10 stive alkoholikere og en pose bræk.

På deres egen afstumpede facon tør de langsomt op og efterlader sorte huller i isen.

 

Indie-filmen (der vist oprindelig var lavet som en kortfilm) er skrevet og instrueret af Coutney Hunt og er nomineret til 2 oscars. Melissa Leo er nomineret for bedste kvindelige hovedrolle og så er filmen nomineret for bedste originale manuskript.

Jeg synes det er en fantastisk film. Den er nøgen og uden rappe amerikanske replikker. Skuespillerne er castet fortrinligt. Og deres dialoger (eller mangel på samme) er ærlige. Melissa Leo er med rette nomineret!! Hun spiller røven ud af morgenkåben! Filmen efterlader en aftryk som en mørk sneengel. 

n n n n n (5 ud af 6)

torsdag den 5. februar 2009

HUSK!



Altså. Efter anbefaling fra min læge, er jeg hver morgen begyndt at indtage HUSK. 
HUSK er et naturlægemiddel bestående af psyllium-frøskaller (fibre). 
Det skulle være fantastisk mod 
  • Forhøjet kolesterol
  • Forstoppelse og træg mave
  • Irritabel tyktarm
  • Diarré
Da jeg scorer fuldt hus på den liste, er det da bare noget der skal prøves. Jeg er ikke sart. Er god til at sluge piller og har det (næsten) som min mor der plejer at sige: "Jeg kan æde en hundelort, hvis bare jeg ved det hjælper".

De her små bitte skaller opløses i vand eller spises på ymer eller lignende. Jeg drikker dem i kold urtete om morgenen, det tykner sådan helt vildt hurtigt og jeg må sige...

Jeg tror det er det tætteste man kommer på at drikke en vandmand!