fredag den 20. februar 2009

Doubt (2008)


Det ligner en historie vi har hørt før. En katolsk kirkeskole i 1960’erne pimpet op med noget seksuelt misbrug. Et drama mellem en moderne yngre katolsk præst og en ældre konservativ nonne. En kamp mellem det nye og det gamle. En kamp som blusser op da den helt unge og meget naive nonne Sister James (Amy Adams) bider mærke i den ekstra opmærksomhed Father Brendan Flynn (Philip Seymour Hoffman) giver skolens eneste sorte elev.

Hun går straks til Sister Aloysius Beauvier (Meryl Streep) der med hård hånd og øjne i nakken sætter alt og alle på plads og ikke levner plads til fejltagelser.

Sister Aloysius går i nærkamp med Father Flynn, ene og alene på baggrund af sin tro og sin mistanke.

Filmen er ren dialog. Det er tydeligt manuskriptet er blevet til på baggrund af et teatermanuskript. Det er faktisk også det der gør, at filmen skiller sig ud og alligevel ikke bliver en gentagelse, men i den grad fungerer. Her er det gnistrende samspil, jeg manglede mellem Pitt og Blanchett  i The Curious Case of Benjamin Button.

Personligt er jeg fuldstændig verliebt i Philip Seymour Hoffman. Jeg synes den mand er genial. Og han brillerer virkelig, som den kærlige præst, hvis tro er både rummelig og levner plads til tvivl. Meryl Streep er så erfaren og dygtig, at hun aldrig kikser og derfor ind imellem grænser til at blive kedelig. Men hun gør det stilrent som den strenge nonne, hvis tro er fast, solid, urokkelig og modsat Father Flynns, ikke levner plads til den mindste tvivl. Men det er ikke hele sandheden. I små glimt viser hun os sine bløde punkter, når hun diskret og kærligt sørger for sin halvblinde kollega.

Sister Aloysius’ kamp mod Father Flynn virker mest af alt, som et personligt vendetta af frygt for forandringer. Den unge nonne Sister James vimrer rundt og lader sig hele tiden narre af sit eget snævre synsfelt og spæde dømmekraft. Og filmen er fyldt med storslået samspil. Det helt store spil sker dog mellem Meryl Streep og Viola Davis, der spiller den sorte drengs mor Mrs. Miller. Sister Aloysius vil have moderen ind i kampen mod Father Flynn. Men Mrs. Miller nægter. Hun vælger at vende ryggen til den viden hun får, om hvad der foregår mellem hendes søn og den unge præst. Lidt kærlighed er bedre end de prygl og det had knægten får i rå mængder af sin fader.

 

Filmen er instrueret af John Patrick Shanley  og er nomineret til 5 oscars. 

  • Philip Seymour Hoffman - Performance by an actor in a supporting role. 
  • Meryl Streep - Performance by an actress in a leading role. 
  • Amy Adams - Performance by an actress in a supporting role. 
  • Viola Davis - Performance by an actress in a supporting role. 
  • Adapted screenplay


n n n n n (4 ud af 6)

Ingen kommentarer: