lørdag den 7. februar 2009

Frozen River (2008)


Der er kun et par dage til jul. White trash ekspeditricen Ray (Melissa Leo) sidder udenfor familiens trailer iført smøg og morgenkåbe. Hun venter på lastbilen, der skal komme med familiens nye hus. Hendes spillegale mand er stukket af med pengene til det sidste afdrag. Men uden penge intet hus. Så sammen med huset ruller alle drømmene ud af indkørslen igen.

Da hun lader sine to drenge være alene hjemme og tager ud for at lede efter manden, finder hun kun hans bil og Mohawk kvinden Lila (Misty Upham) der har stjålet den.

De to kvinder, der begge befinder sig på det trappetrin i livet, hvor kun hundene har lyst til at skide, slår modvilligt følge. Begge drevet af den form for sindssyge man kalder moderkærlighed. De er sammen af nød og fordi de kan komme nærmere deres mål ved at bruge hinanden.

Uden penge kommer man ikke langt. Sammen begynder de at smugle illegale indvandrere over den frosne flod St. Lawrence River i ingenmandsland mellem Staten New York og et Mohawk reservat I Quebec.

Historien er mørk og samspillet mellem de to kvinder er iskoldt som floden de krydser. Filmen er ikke fyldt med sniksnak. De to kvinder har ligeså lidt lyst til at være sammen, som man normalt har til at være sammen med 10 stive alkoholikere og en pose bræk.

På deres egen afstumpede facon tør de langsomt op og efterlader sorte huller i isen.

 

Indie-filmen (der vist oprindelig var lavet som en kortfilm) er skrevet og instrueret af Coutney Hunt og er nomineret til 2 oscars. Melissa Leo er nomineret for bedste kvindelige hovedrolle og så er filmen nomineret for bedste originale manuskript.

Jeg synes det er en fantastisk film. Den er nøgen og uden rappe amerikanske replikker. Skuespillerne er castet fortrinligt. Og deres dialoger (eller mangel på samme) er ærlige. Melissa Leo er med rette nomineret!! Hun spiller røven ud af morgenkåben! Filmen efterlader en aftryk som en mørk sneengel. 

n n n n n (5 ud af 6)

Ingen kommentarer: