lørdag den 7. februar 2009

Lyde i mørket



Det er lørdag aften og klokken er præcis 22:00. 
Konen gik i seng klokken 21:00.
Nu ligger de der i mørket og laver lydkulisse, mine to.
Konen snorker og smasker. 
Baby knirker, sprutter og hikster. 

Og så sidder jeg her og bliver helt helt lille midt i alt det store. 
Hvordan skal sådan en egocentrisk angstneurotisk halvgammel kælling som mig kunne passe på sådan to stykker blå himmel?

7 kommentarer:

Lotten sagde ...

De to stykker himmel er jo blå, fordi du er en del af billedet - selvfølgelig kan du passe på dem :-) Men dine ord bevæger og vækker genklang...man kan føle sig så ydmyg - og rig.

Anne/Undreland sagde ...

Fordi du slet ikke kan lade være :o)
Men følelsen er velkendt, og en del af det hele. Hele det store puslespil af at føle sig uendeligt stor og uendeligt lillebitte, når der kommer et nyt menneske og vender alt på hovedet.
Hvor er det et skønt billede. Hvor er de dejlige, dine to stykker blå himmel.

Charlotte Illum Larsen sagde ...

og som de dog ser så dejlige ud dine to stykker blå himmel - de er glade og føler sig elsket... er der noget bedre. Knus fra Ærø

mortil9 sagde ...

Det ka' du bare - fordi du er DIG!!! Og hvro er det stort at opleve....kærlige hilsner til dig og dine to

Fru Lipka sagde ...

Sikke et smukt billede, og sikke et smukt indlæg.
Og du har dem jo, fordi det er sådan det skal være, og fordi du fortjener det!
Tillykke, forresten, med jeres lille pige.

Vita sagde ...

Tak for de søde ord.
Jeg kan jo godt!
:-)

Tina - omme i London aka teeweewonders sagde ...

Nej, hvor er de soede, dem kan du da slet ikke lade vaere med at passe paa. Dejligt billede.