søndag den 15. marts 2009

Mor og mor


Passion Popsicle spurgte sådan lidt forsigtigt, hvad vi egentlig kalder os i forhold til Erna Marie.

Vi snakkede meget, som i rigtig meget, om det op til fødslen. For det er svært. Men vi mener begge to, at far eller mor ikke er noget man bare bliver, fordi man lægger æg eller sædsælle til. Det er en rolle man påtager sig overfor barnet. 
Nogle lesbiske bruger Mor og Momse, Mor og Mutti og den slags. Og det kan vi bare ikke. Det er simpelthen ikke os.  

Faktisk var vi mest sikre på at det ville blive mor og Vita. For Dorte skulle jo være mor og jeg var jo Vita. 

Vi har ellers også brugt termen far - for sjov. Og jeg har ofte proklameret under graviditeten, at jeg øvede mig i at stå op og tisse som de andre fædre. Og nu hvor Erna Marie er blevet født, så kan jeg da godt se at mine mandlige kønshormoner (jeg HAR for mange) slår igennem på ret markante punkter: jeg er ikke god til at sætte tøj sammen, det er mig der pakker barnevognen og mine vitser er vildt dårlige. 

Vi bruger også betegnelser som højre mor og venstre mor. ABBA-mor og Beatles-mor. Patte-mor og pjatte-mor. 

Men helt alvorligt, så kalder vi os mor og mor. Det kom ganske naturligt. For det er jo det vi er: mødre. Mødre til en fuldstændig vidunderlig lille pige. Dorte er den biologiske mor og jeg er bare ekstra lækkert mor-fyld i posen. Og det virker slet ikke mærkeligt. Jeg føler mig ligeså meget som Erna Maries mor som Dorte gør. 

Jeg tror sagtens Erna Marie kan skelne mellem mor og mor. Og når hun begynder at snakke, kan det være hun kalder mig mor Vita. Eller hun finder måske sin egen lille version ligesom min nevø, der kalder mig for Moster Missa. Og det er jo sødt og dejligt. 


9 kommentarer:

Marina sagde ...

Å hvor er hun dejlig og garenteret allerede kvinde for at holde to mødre fuldt beskæftiget. Det med navnene finder hun helt sikkert selv ud af og det bliver måske en genial løsning som ingen havde tænkt på men som simpelthen gror fast og bliver den eneste rigtige (bare det ikke bliver momse...).

Liselotte sagde ...

Sikke en sveske hun er, hende Erna Marie... og hun har to, som elsker hende betingelsesløst. Hvad de kaldes er vel dybest set ligegyldigt - bare elsk hende. Det bliver vist også svært at lade være, ikke? :-)

Lotten sagde ...

Jeg har et par veninder, der bruger mor&mama-versionen, hvilket fungerer fint - men grundlæggende tror jeg børnene er ligeglade, de finder selv lynhurtigt et system.

Berliner brosten sagde ...

Jow, men der er jo også noget med mama D. og mama V. ;-) Nej, spøg til side, jeg syns, at det lyder vældigt fint og harmonisk som du beskriver det. Og hende den lækre Erna Marie skal nok finde på af et eller andet genialt, når den tid kommer. Det er jeg ret sikker på...

Fru Lipka sagde ...

Hun er dejlig. Jeg vædder hvad det skal være på, at hun selv finder på noget med tiden.
I øvrigt et sødt navn I har givet HENDE :o)

Passion Popsicle sagde ...

Tak for udredningen :)

Jeg ser bare for mig i ånden hvordan nogen siger "Erna Maries mor siger" eller sådan noget og så hersker der total forvirring. Hehe.

Men på den anden side, så er det faktisk langt mindre kompliceret end den familie jeg har giftet mig ind i - hvor der er en masse der er "en slags fætter" og der er absolut ingen logik i hvem der er hvad. Og nu hvor vi snakker om børn er der hele problematikken om farmor er biologisk farmor eller hende som farfar bor sammen med.

Vi kunne også bare alle sammen blive totalt hippier og kalde alle ved deres fornavn, for at der ingen autoritetsforhold skal være.

Ok, i sidste ende holde jeg nok med de andre og tror på at det bliver Erna Marie selv der vælger hvad I bliver :)

(Og undskyld denne frygteligt lange kommentar)

Vita sagde ...

Marina: jo du kan tro hun holder os beskæftiget. på den gode måde. Og momse bliver det under INGEN omstændigheder ;-)

Liselotte: Det er fuldstændig UMULIGT at lade være.

Lotten: åh ja, den version havde jeg lige glemt. Og ja jeg tror børnene er de mindst vanskelige.

Gitte: hahaha. Ja Mama V og Mama D. Pffffft.

Fru Lipka: Tak :-) Og jeg er sikker på du har ret.

Passion Popsicle: Juhuuu lad os være hippier! Faktisk så har jeg en fætter hvis børn helt af sig selv bare kalder dem ved fornavne. Det er ret cool, men også VIRKELIG underligt. Børnene er 3, 6 og 8 tror jeg. Og det er så sært de aldrig siger mor og far. Det skulle jeg godt nok lige vænne mig til. Men som sagt er det noget de selv har fundet på.
Men mon ikke det også hænger sammen med Hvordan de to forældre omtaler hinanden: "Skal du over til mor?" eller "Skal du over til Vita". Der er jo nogen der synes det er lidt mærkeligt at gå og kalde hinanden for mor og far.
Kommentater må gerne være lange her hos mig, så du kører bare løs!

Passion Popsicle sagde ...

Jeg tror alle børn har en periode hvor de kalder deres forældre ved fornavne - sikkert når de opdager at de også hedder andet end mor og far.

Min bror kom aldrig over det, og har siden han var fire kaldt mine forældre ved deres fornavn. Med begrundelsen "I kalder jo heller ikke mig for SØN, vel?" (altså, begrundelsen kom først til senere, ikke da han var fire)

Vita sagde ...

Passion Popsicle: Det er jo børnelogik på højt plan. :-)