lørdag den 25. april 2009

Fotoreportage

Gokgokkelok bringer her en fantastisk fotoreportage fra vores fællesspisning igår. Knipset af ældste nevø (på nippet til at blive 6 år). 













Godt grillet

Så blev grillsæsonen sparket godt i gang her på vores lille matrikel. Søs og svoger havde lavet mad i aftes. Det var bare så lækkert. 

Men jeg glemmer jo rent hvor sart min mave er. Så jeg har hængt i kummen hele morgenen. Kontant afregning!

Jeg kunne selvfølgelig også bare have ladet være at spise en halv tube mayonnaise (aioli), 5 grillpølser, en flamberet ko, kylling, salat og en forbasket masse salsa. 

Men så kan jeg lære det - eller ... nåeh nej, det er jo lige præcis det jeg ikke kan. 

Pffffft!

torsdag den 23. april 2009

Baby-abstinenser


I dag blev fik vi spidskål med bacon og karry fra aarstidernes opskriftsamling. 
MUMS!

Jeg er altså lidt lun på spidskål. Det er så dejlig mildt, i forhold til nogle af de andre kål. 
Der blev suppleret med en æggetomatmad med karse og RIGELIGT mayo!

Erna Marie sover mærkeligt i dag. Så jeg har faktisk ikke set hende siden i morges. Jeg SIGER jer, man kan få abstinenser. Så kan jeg bare glæde mig til hendes store grin i morgen tidlig. 

Og så lyder jungletommerne hos Newyorkerbyheart om bloggertræf i Jylland. 
Jeg har meldt mig til!!! 
Det bliver mit første træf. 
Skal man have rygmærke på???

onsdag den 22. april 2009

En på kassen

Erna Marie fik sin 3-måneders vaccination i mandags. Det var hårdt for det lille my, som fik feber og var rigtig skidtmads. Hun kunne ikke finde ro og ville helst være hos sin mor. I timevis gav hun sig og lød som en kaffemaskine der trænger til afkalkning. 

video

Nu er hun næsten frisk igen.

Mit hjerte sidder helt nede i maven, når hun har det skidt. Jeg bliver så urolig og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Det tricker om noget mit angst-center. Men jeg finder vel ud af det med årene. Suk.


Jeg har længe gået og mumlet om at få suppleret frugtkassen fra aarstiderne med nogle grøntkasser. Godt hjulpet på vej af alle de lækre billeder hos Klidmoster, trumfede jeg til sidst igennem overfor min grøntsagforskrækkede hustru. 

Den første kasse kom til mig i dag. Hvilken gensynsglæde :-)

Så vi fik tærte med broccoli, gulerod, fetaost og cherrytomater.


Dressing af creme fraiche, purløg, ramsløg, daikonkarse og sambal oelek.
Dertil en lækker salat med gourmetbønner fra aarstidernes egen opskriftssamling. 



Uh det var godt! Velkommen hjem grøntsagskasser!

søndag den 19. april 2009

Vores livret: BRUNCH

Det er i hvert fald en af livretterne. Vi elsker mad der består af mange dele. Sådan ligesom samlesæt. I dag skulle en af vores veninder komme cyklende fra Århus. Lokket af tanken om pandekager. Så Dorte og Erna Marie startede med at stege en god stak af dem.


Og så spiste vi ellers i maaange timer.


Hjemmelavet salsa, varmrøget laks, marineret kylling ristet med cornflakes, sesam og parmesanost og friskpresset appelsinjuice

Ost, pålæg, bacon og spegepølse og pandekager

srambled eggs og pølser


Og min allerdejligste onkel Rufus 

Dorte er lige startet forfra med ymer og nutella madder - men hvad pokker - det er jo også snart sengetid.

lørdag den 18. april 2009

EM i latin

Pffft.
Jeg er træt og har usædvanlig svært ved at abstrahere fra det umanerligt pinlige værtspar.
Måske jeg bare skulle gå i seng og være frisk til at lave brunch til søde Onkel Rufus (Lone) i morgen.

Venezianske Canneloni

Fra kanten af køkkenbordet. Bag midtjyske plankeværk og ligusterhække bringer vi her endnu en af fruerne Jørgensens favoritter:
Fra kogebogen "Vegetarisk køkken" af Kirsten Skaarup.
Bogen er fra 1982!!! Men den holder stadig.

Løg, hvidløg, squash, champignon og blegselleri svitses

Tomatsovsen simrer.

Fyldet rulles i de friske pastaplader og lægges i tomatsovsen.

Det overskydende fyld og det sidste tomatsovs hældes over. 
Dækkes med mozarella.

Her er vores lille bitte bordovn. Det er hvad der er plads til på 40 kvm. 
Men den kan godt rumme et ildfast fad i normal størrelse.

Lige taget ud af ovnen.

Sådan. Venezianske cannelloni med ydmyg salat (med agurk og æble) og hvidløgsdressing.


jeg lavede den nogenlunde sådan her:

1 pakke friske lasagneplader 
1 fennikel
2 løg
olie
2 fed hvidløg
250 gr champignon
1 squash
3 stilke blegselleri
1-2 tsk oregano
2 dåser hakkede øko tomater
kogevand fra fennikel
2 spsk. frisk basilikum
1 pose revet mozarella
salt og peber

Fenniklen deles i fire dele og koges mør i ca. 10 minutter. Gem kogevandet. Tomaterne hældes i en gryde sammen med 2 dl. af kogevandet fra fenikkelen. 1 tsk salt og et nip sukker. Lad det simre en halv time. Hak basilikum og kom i de sidste par minutter. Smag sovsen til. 
Imens sovsen simrer snittes løg og hvidløg.  Svits det stille og roligt i olie. Tilsæt de øvrige fintsnittede grøntsager. Blegselleri, den kogte fennikel, squash og champignon. Smag til med oregano, salt og peber. 

Hæld 2/3 af tomatsovsen i et ildfast fad. Del den laaange rulle frisk pastaplade i ca. 10 stykker. Fordel fyldet på pastapladerne. Rul dem sammen og læg dem tæt sammen i sovsen. Fordel det resterende fyld og resten af tomatsovsen over. Drys med Mozerella. 

Gratineres i ovnen ca. 25-30 minutter ved 200 grader.

Grøn salat og hvidløgsdressing er et must som tilbehør!


Man kan bruge tørrede canneloni-rør. Og til tomatsovsen bruger man oprindeligt friske tomater. Men tomatsæsonen har ikke sat ind endnu. Så tomater på dåse smager langt bedre - især hvis de får tid til at simre lidt. Og så er det bare lækrere med frisk mozarella. 


Plante smil og plante solskin






Så har søster og yngste nevø plantet blomster. Bedstefar og bedstemor har været på besøg.
Svoger har slået plænen. Hundeprutterne er splittet til atomer. Tørrestativet er flyttet i permanent sikkerhed bag træerne. Så nu er der højt til loftet og plads til at to små drenge (og en stor) kan spille fodbold og bare koncentrere sig om at have det sjovt.

Ny teori

Dorte er klar med en helt ny teori, i det store mysterie om de forsvundne sokker. Du ved, dem der altid lader en enlig tilbage i vaskemaskinen.

Nå, men Dorte mener bestemt, at de genopstår mellem babyers bittesmå tæer. Er du TOSSET der kan være meget sokkefnuller der.

Et helt kvart år! Allerede



Erna Marie er 3 måneder i dag.
Og papirerne fra Statsamtet er ankommet. 
Dorte skal møde på næste torsdag klokken 16.00.
Derefter skulle rumpenissen gerne være min.
Denne weekend bliver bedre og bedre!!!

fredag den 17. april 2009

Det begynder at hjælpe på det

Både maven og humøret har været mildest talt dårligt de sidste par dag. 

Nu er det weekend. Og jeg er ved at lave mad til både os og naboen. 
Det kunne jeg jo lige så godt  - især da jeg overværede, hvor meget krudt de brugte på ikke at kunne finde ud af, hvad de selv skulle have. 
Nu står der en omgang wokstrimler med chili, forårsløg og kokosmælk og simrer på komfuret. 

Mon ikke der er basis for at den her weekend kan mildne mig lidt?

onsdag den 15. april 2009

Øf

Kan den her dag overhovedet langsommere?

søndag den 12. april 2009

Aaaaaaah!









Vi glæder os til overetagen står færdig og gæsteværelset er klart!

Mod nord



Vi tager rumpenissen med op til Tante Ibse og Onkel Muddi i dag. 

Vi skal bænkes i deres fantastiske køkken til brunch.
For tre år siden købte de en gammel skole som de er i fuld gang med at sætte i stand. 
Dorte glæder sig til at se hvor langt de er kommet. 
Vi ved på forhånd at det sted bringer glade mavefornemmelser. 
Der er ro, god tid, menneskelig varme udover det sædvanlige, rummelighed og tre lækre hankatte man kan klappe. 

lørdag den 11. april 2009

Zzzz


Så faldt jeg lige i søvn med bøgerne om slægtsforskning. Og vågnede to timer senere fuldstændig omtåget og med aftryk af sengetæppet i hele den ene side af ansigtet. 
To timer!
Og så tager jeg næsten lige så lang tid om at vågne op. Pffft. 
Næh - stik mig en effektiv lur på max. 25 minutter. Så er jeg frisk som en fisk. 

Nu har vi jo overskredet spisetiden med en hel time ;-)

Løven Leif og dovennissen Ludo sover endnu...

torsdag den 9. april 2009

Fnis


Jeg er begyndt at grine. Sådan rigtigt. Når min mor kilder mig på maven, eller leger trommesæt. Det er bare sjovt. Og så griner mor og mor. Meget!

tirsdag den 7. april 2009

Pigebesøg



Idag har vi har besøg af en lækker tøs på fire. (Og hendes mor).  Hun fandt hurtigt ud af at Dorte er nem at lokke med. Så der blev lagt puslespil, malet i malebog og læst adskillige bøger. Man kan jo godt både amme og læse på en gang. 

Det er i øvrigt hende Erna Marie har arvet alt sit pigetøj fra. Det hvide, lyserøde og røde. Det blå og beige er arvet fra fætrene. Nogle gange ligner Erna Marie grangiveligt en rask knægt på to måneder. Men pyt med det. De sidste par dage har hun gylpet så meget, at hun minimum har skiftet tøj 8 gange! Og med den hastighed i tøjskift er farverne altså temmelig underordnet.

Det vigtigste brev i hele mit liv...

...er nu postet med kærlighed: Erna Maries adoptionspapirer. 



Det er nemlig desværre sådan, at jeg ikke automatisk har retten til mit eget barn. 
Først når Erna Marie er tre måneder gammel, kan jeg først søge om stedbarnsadoption. Og det selvom Dorte og jeg er gift på syvende år, bor sammen og er behandlet som lesbisk par på fertilitetskliniken på Skejby Universitetshospital. 

Det er virkelig et ubehageligt sted at blive diskrimineret. For det er jo diskrimination! De første tre måneder af sit liv, er min datter ikke min. Jeg står uden juridiske rettigheder. Så jeg kan jo bare håbe på konen ikke bliver sur og skrider, eller det der er værre. 

Ikke nok med det, så skulle vi også lave en faderskabssag. Selvom vi er insemineret med anonym donorsæd af det offentlige, så skal vi alligevel indsende papirer vedr. faderskab. Det giver ligesom sig selv, at når man som lesbisk par bliver behandlet med anonym donorsæd - ja så ER der ingen far. Og nej - alle mennesker i Danmark er ikke per automatik sociale bedragere. Jeg giver gerne alt hvad jeg ejer og har til mit barn. Det handler ikke om penge.

Det er ydmygende at registre, love og regler ikke følges ad. Det er småting, jeg ved det godt. Og jeg skal være glad for at vi overhovedet er nået så langt. Og på den anden side... Vi skriver 2009 og jeg synes faktisk slet slet ikke vi følger med tiden! Det er også ydmygende at blive behandlet som lesbisk par og få stukket de sædvanlige hr og fru - papirer i hånden til udfyldelse. Detaljer. men mærkbare detaljer. 

Og ja - det ER svært at skulle adoptere sit "eget" barn. Det skal heteroseksuelle der også bliver behandlet med en fremmed mands haletudser ikke. 

Loven er oppe og vende i folketinget. Man vil stryge 3-måneders reglen og 25-års reglen (den betyder at man først kan adoptere når man er fyldt 25!). Men som så ofte med den slags "småting" er den slået sammen med reglerne om tvangsadoption, hvilket ikke er gavnligt. Venstrefløjen og store dele af højrefløjen råber heldigvis højt for at få de to love behandlet hver for sig! Se her hvad Landsforeningen skriver om behandlingen af forslaget.

Nu skal jeg så bare vente på at adoptionen går igennem. Så skal Dorte på Statsamtet og stå skoleret og sige at den er god nok, det ER mig der er den anden forælder. Og så er skrubben min :-)

Vente vente vente