tirsdag den 7. april 2009

Det vigtigste brev i hele mit liv...

...er nu postet med kærlighed: Erna Maries adoptionspapirer. 



Det er nemlig desværre sådan, at jeg ikke automatisk har retten til mit eget barn. 
Først når Erna Marie er tre måneder gammel, kan jeg først søge om stedbarnsadoption. Og det selvom Dorte og jeg er gift på syvende år, bor sammen og er behandlet som lesbisk par på fertilitetskliniken på Skejby Universitetshospital. 

Det er virkelig et ubehageligt sted at blive diskrimineret. For det er jo diskrimination! De første tre måneder af sit liv, er min datter ikke min. Jeg står uden juridiske rettigheder. Så jeg kan jo bare håbe på konen ikke bliver sur og skrider, eller det der er værre. 

Ikke nok med det, så skulle vi også lave en faderskabssag. Selvom vi er insemineret med anonym donorsæd af det offentlige, så skal vi alligevel indsende papirer vedr. faderskab. Det giver ligesom sig selv, at når man som lesbisk par bliver behandlet med anonym donorsæd - ja så ER der ingen far. Og nej - alle mennesker i Danmark er ikke per automatik sociale bedragere. Jeg giver gerne alt hvad jeg ejer og har til mit barn. Det handler ikke om penge.

Det er ydmygende at registre, love og regler ikke følges ad. Det er småting, jeg ved det godt. Og jeg skal være glad for at vi overhovedet er nået så langt. Og på den anden side... Vi skriver 2009 og jeg synes faktisk slet slet ikke vi følger med tiden! Det er også ydmygende at blive behandlet som lesbisk par og få stukket de sædvanlige hr og fru - papirer i hånden til udfyldelse. Detaljer. men mærkbare detaljer. 

Og ja - det ER svært at skulle adoptere sit "eget" barn. Det skal heteroseksuelle der også bliver behandlet med en fremmed mands haletudser ikke. 

Loven er oppe og vende i folketinget. Man vil stryge 3-måneders reglen og 25-års reglen (den betyder at man først kan adoptere når man er fyldt 25!). Men som så ofte med den slags "småting" er den slået sammen med reglerne om tvangsadoption, hvilket ikke er gavnligt. Venstrefløjen og store dele af højrefløjen råber heldigvis højt for at få de to love behandlet hver for sig! Se her hvad Landsforeningen skriver om behandlingen af forslaget.

Nu skal jeg så bare vente på at adoptionen går igennem. Så skal Dorte på Statsamtet og stå skoleret og sige at den er god nok, det ER mig der er den anden forælder. Og så er skrubben min :-)

Vente vente vente

4 kommentarer:

Marina sagde ...

Puha jeg kan godt forstå dig for selvfølgelig er det dit barn og har været det hele tiden. I ville det barn sammen hvilket faktisk er mere end mange mænd er indstillet på når de bliver fædre. Derfor virker det dybt underligt at det først må være dit barn når hun er tre månender gammel. Alligevel TILLYKKE for det er da en super vigtig dag og nogle på mange måder dejlige papirer at putte i postkassen når det nu er sådan skruet sammen. Hun er så dejlig, jeg knus elsker hende på alle billederne.

Klidmoster sagde ...

Hej Vita
Jeg håber at det hele kommer til at gå glat. Det gør mig så harm at loven ikke følges op med 'alternative' formularer og papirer. Men mon ikke det nok skal komme?
De bedste hilsner
Malou

Lotten sagde ...

Hvor kan jeg dog blive olm over den slags idioti!!!
Jeg forstår godt, du glæder dig til, at stumpen også er din rent juridisk. Men pokker til papirmølle at skulle igennem...

Jeg har en god ven, der er født uden den ene arm. Og med kun en finger på den anden arms hånd. Han har gang på gang været nødt til at skrive under på, at han STADIG er handicappet. ?!?!?!?! Som om en arm pludselig kunne finde på at vokse ud???

Vita sagde ...

Marina: det var rigtig dejligt at poste det brev. Og det bliver endnu mere fantastisk at få papirerne hvor der står hun er MIN datter!

Malou: jo, det skal nok komme. Danmark er jo også lige blevet "kåret" til verdens mest homovenlige land. Der ligger jo heller ikke noget ondt bag det faktum at tingene ikke hænger sammen. Det er bare ubetænksomhed. Men ubetænksomhed kan også gøre ondt.

Lotten: ja det er lige præcis det jeg mener! Den historie om din kammerat er jo ligeså håbløs. Og gør bestemt ikke at man føler sig hverken set eller særlig vigtig. Men jeg er optimist. En lille korkprop. Så jeg er sikker på det hele bliver bedre og bedre med tiden.