I lørdags, da jeg stod med hovedet inde i søsters ovn, kom hun med BREVET fra statsamtet. Jeg VIDSTE bare at jeg ville begynde at græde når jeg så adoptionspapiret. Og sådan blev det selvfølgelig. Så der stod jeg, med ovnrens op ad armene, og tårer ned ad kinderne og bævede med papiret i hånden.
Dorte og søster grinede først af mig, men så måtte søster også lige knibe en tåre.
Og senere da jeg stolt viste papiret til mine forældre, sagde min mor med tårer i øjnene: "Åh hvor dejligt! Så er vi endelig rigtige bedsteforældre".
I al min egoistiske frustration over at blive diskrimineret, havde jeg ikke skænket en tanke, at det her havde betydning for andre end mig. Men det gælder jo både moster, onkel og fætre, der med det papir endelig er blevet rigtig familie.
Jeg har aldrig før sådan rigtig følt mig diskrimineret pga. min seksualitet. Men den her lov, der gør, at jeg først kan adoptere mit barn efter tre måneder, den har gjort mere end ondt.
Når politikerne snakker om homoseksuelle og mulighederne for at få børn, så kæfter de altid op om barnets tarv og barnets rettigheder. Dem har de i hvert fald ikke tænkt på her. Hvor har jeg og Erna Marie stået juridisk de sidste tre måneder. Hvad nu hvis der var sket Dorte noget. Eller hun var skredet med barnet... Jeg tror næppe Erna Marie var blevet taget fra mig. Men loven følger slet ikke med.
Så kære politikere, når i nu endelig har fattet at børn af homoseksuelle ikke bliver anderledes, sære eller homoseksuelle pr. definition og derfor har åbnet op for mulighederne for at blive insemineret via det offentlige - så behandl os og vores børn ordentligt. Lad os få fælles forældremyndighed fra starten!
Indlæg
