fredag den 10. september 2010

Og i morgen kommer mormor

Mormor har fået lov til at komme ud af telefonen. Det er nemlig der hun bor. Mormor bor i telefonen og synger Se den lille kattekilling når man ringer til hende. Men i morgen kommer hun på besøg. Og vi glæder os!



Billedet er nyt. Videoen er fra juli i år.

100 meter skoven

Når man bor tæt på denne her:

Vi bor ca. 500 meter fra E45

Så er det rigtig dejligt de har plantet denne her:

En langstrakt skov der er ca. 1 km lang og 100 meter bred.

Den kan både eliminere støj og gøre hjertet blødt

Der er en varierende beplantning og udover folk med tykke hunde, er der også et fint dyreliv med masser af fugle og knaldrøde egern.

Og så er det et godt sted at se på gode nødder! Rigtig gode nødder endda. Og der er masser af dem!

Og nu hænger nogle af dem bag mig i en gammel nylonstrømpe, for Klidmoster kom til at sige pesto med hasselnødder og persille til mig....

lørdag den 4. september 2010

Skønherligt

Himlen er høj og helt blå.
Erna Marie og mor er i haven.
De plukker blomster.
Vi venter på min ex-frue med frue.
Kroppen er i ondt lune.
Men jeg kan mærke det bliver en god dag - alligevel!

søndag den 29. august 2010

Middelalderfestival 2010

Aaaarj. De havde rykket rundt på boderne. Flyttet dem fra strøget. Så nu ligger de på pladsen foran rådhuset og på et stort område bagved. Som deltager gennem mange år, synes vi det var en selvfølge at vi blev lidt vrisne. De kunne da godt have ringet og spurgt...

Efter en snusetur hele vejen rundt, blev vi dog enige om at løsningen var udmærket. Det gav mere luft og var mere samlet. Men hvis vi skal være helt ærlige, så synes vi absolut det var mest autentisk, dengang det lå hele vejen ned ad strøget og rundt om Klosterkirken. Det var smukt!

Vi havde afleveret Skrubben hos moster Michelle og nevøerne. Så kunne vi gå i vores helt eget tempo. Vores mission var at æde os gennem Middelalderen. Det lykkedes meget godt. Vi var i hvert fald propmætte da vi kørte hjem... for at spise kylling i karry.

Vi takker for godt vejr og kommer selvfølgelig igen næste år. Måske med dragter...



Hønsegård


Dorte prøver at pelse en sød bassethund ved navn Johannes


Årets bedste madoplevelse. Groft brød med krydderurtefyldt svinekam stegt over åben ild. Pesto og grov salat. Jeg havde glæde af hvidløgssmagen resten af dagen. BØVS!


Den glade runde munk


Træskærerbod


Hindbærsaft og æbletærte. (I lerkrus og på engangsservice af træ)


Groft brød, urtesalat, spinat og grillet kylling (på engangsservice af træ)


En høne.


Fruen i blændende sol og smuk kjole.


Trommegutterne i bryllupsoptoget. Brudeparret missede jeg. To flagkastere stillede sig foran mig og dækkede med to kæmpestore flag!

fredag den 27. august 2010

Middelalderfestival i Horsens

Hvis du vil have en ordentlig en på opleveren, så er der Middelalderfestival i Horsens denne weekend. Fredag og lørdag.




Årets tema - kvindeliv anno 1350
Riber Ret § 25: …. Og når en kvinde fortjener at hænges for tyveri, skal hun, for den kvindelige æres skyld, begraves levende. Det siges, at kvinden fik en balje over sig, så der ikke blev kastet jord direkte på hende. Grunden til at hun ”slap” for at blive hængt, var, at man kunne se op under hendes skørter, hvis hun hang i galgen.

Åh hvor jeg glæder mig til lugten af røg, halm under fødderne, mad serveret på kålblade, synet af smukke klædedragter, gøgl, råben i gaderne, hunde så store som højhuse, ... kommer du?

torsdag den 26. august 2010

På toppen






Åh altså. Det der træf på Himmelbjerget i søndags, det var bare på alle måder en succes.

Vejret så ikke spor lovende ud, da vi stod op klokken meget tidligt søndag morgen og gik i gang med madpakken. Der blev stegt kylling og lavet tre slags wraps. Vi fandt tæpper og plastikposer til at bruge som underlag. Det havde jo regnet i adskillige dage. Bilen blev proppet med barnevogn og regntøj og så hentede vi min køkkenmuse Klidmoster.

Og skyerne føjede sig og efterlod os med forventningsfulde pletter af blåt. Vi var de første. Og ærlig talt. Da Klidmoster og jeg sad alene på bænken, fordi konen og Skrubben var gået på legepladsen, så lignede vi ikke ligefrem noget bloggertræf.

Men så kom Sine, som den næste, meget søgende forbi og pludselig var der masser af bloggere og tæpper og grin der på den grønne plæne under Kvinde-egen på Himmelbjerget. Faktisk sad vi bare der i høj solskin på et bjerg af kager, kaffe, lækre madpakker, frugt, hvepse, nørklerier, børn og en 'lillebitte' rødhåret hund.

Og vi var mange. Ikke så mange som forventet. Men mange. Der var madbloggere, feelgood-bloggere, kreabloggere. The lot! Og det er pokkers svært at huske hvad folk hedder og hvad deres blog hedder. Næste år tror jeg vi indfører navneskilte ;-)

Men nu er jeg jo ret skarp... *host host* så jeg er ret sikker på jeg har alle med når jeg nævner

Undreland (Anne)
Moccapigen (Anita)
Et øjeblik (Mette)
Klidmoster (Malou)
Verden set fra sidelinjen (Lena)
Thinking Space (Mette)
Kbh -Skanderborg uden returbillet (Lykke)
GravidGrahvad
Kirkeby (Maria)
Pillowcase (Sine)
Karen Klarbæks verden (Karen)
Ude på landet (Kirsten)


Det var i den grad fedt i gad komme. Fra nær og fjern. Medbringende madpakker, yngel, og dem i elsker. Og jeg synes simpelthen vi skal gentage succesen. Så hvad med bare allerede nu at gøre det til en fast tradition den fjerde søndag i august. Det bliver søndag den 28. august 2011. Så kan i jo notere det i kalenderen allerede. Der er masser af plads på bjerget :-)

Og så håber jeg på andre gode anledninger til at mødes indtil da.

fredag den 30. juli 2010

Boble

Dorte og Erna Marie er på Samsø. En enkelt overnatning sammen med Moster Karin. Og jeg er herhjemme. For færge og overnatning ude er ikke lige mine stærkeste punkter.

Så jeg har alenetid. Tilbragte dagen i går i selskab med en veninde. Med god tid. Og ingen faste spisetider. Jeg har sovet med god plads i den store seng, uden små spark og dunk i ryggen fra bløde barnefødder og -hænder.

At mine arme så sov noget så vederstyggeligt, og jeg af samme grund vågnede ca. hver halve time fordi det gjorde pisseondt, er en anden sag.

Nu sidder jeg her og har rigtig god tid. Min egen tid. Og glæder mig til mine to arriverer igen i eftermiddag. Mit hjerte er let. Skønt regnen er tung. De håndklæder jeg smed over en havestol udenfor til tørring i går har vist uendelig lang vej i mål.

lørdag den 24. juli 2010

Miraklet


I øvrigt har jeg helt glemt at vise jer det her. Ovenover. Altså mig og mit ansigt. Før og efter. I ulogisk rækkefølgeplacering. Før til højre og efter til venstre...
Men altså. For snart fire år siden gav min læge mig diagnosen Rosacea. En uhelbredelig hudlidelse. Og jeg tænkte, nåh ja, der er ingen grund til at klynke. Det er bare sådan det er for mig. Jeg må til evig tid rende rundt og ligne en bumset teenage-dreng. Og smøre mig med creme der gør min hud tynd. Og gå med solcreme og kasket.
Indtil sidste sommer (2009) hvor jeg blev så træt af, at det bare var slemt og gjorde ondt hele tiden. Så bad jeg om at komme til en hudspecialist. Og jeg fik en henvisning og en tid et halvt år senere. I januar 2010.
Kort før jul fik jeg det værste udbrud jeg nogensinde har haft. Min pande var flere centimeter tyk af bumser og betændelse (højre side af billedet). Og det gjorde ondt ondt ondt. Og folk skulede til mig. Jeg lignede en pestbefængt og burde have siddet udenfor byporten.
Så kom endelig tiden hos hudlæge Karen Bang i Århus. Det kompetente menneske kiggede på mig i fem minutter og sagde: "Det der er ikke Rosacea, det er ganske almindelig Acne. Dog i meget svær grad. Her er nogle piller du skal tage en måned og noget creme du skal smøre med indtil der ikke er mere i tuben. Og kom så igen til tjek om en måned."
Jeg gik hjem og åd mine piller og smurte mit ansigt. Og vupti. 14 dage efter var det helt væk. Som i helt. H-E-L-T! Har måske haft max. 10 bumser siden januar. Og jeg er lykkelig. Og hudlægen er lykkelig fordi jeg er lykkelig. Og jeg kom til at sige, at jeg elsker hende en lille smule.
For da det forsvandt som dug for solen, kunne jeg pludselig mærke hvor svært det havde været at mit ansigt altid var ødelagt. At jeg fremstod usoigneret. Og altid var nødt til at gå med makeup for ikke at virke alt for intimiderende på andre mennesker.
Nu nyder jeg solen i mit ansigt og går uden makeup-creme. Og synes min hudlæge er en mirakelmager.

1½ år!





Så er Skrubben gået hen og blevet 1½. Tiden har fart på. Og det har Erna Marie også. Hun udfordrer hele tiden sig selv. Klatrer. Op. Ned. Løber. Lærer nye ord. Snakker...meget. Det startede i det små med Buarh (=mor) og Nanne (Hanne, dagplejen). Og lige nu lærer hun ord med sådan en hast at vi flere gange om dagen udbryder: "Gud, kan hun også sige det?".

Hun kan blandt andet sige: fugl, hej, arbejde, baby, Laura, solsort, hat på, mormor, moster, bil, tog, scooter, bædadar (= bedstefar), bædadadar (= bedstemor), moster, mål, fodbold, tegne, farver, sol, briller, solbriller, cykel, nøgle, tiktak (=ur), mere, mad, øre, øje, mund, igen, te, kilde, hår, næse, slut, knæ, hænder, fingre, hjælpe, tænder, tunge, sandaler, bubar (=bukser), sjov, hyggelig, det regner, dygtig, hurra, meget varm, pas på, sæt dig, goddaw, wow, av, åh nej, pøller (=det siger hun når hun har lavet), leverpostej, banan, æble, jordbær, pølse, måne, trøje, strømper, puslespil, bolle, flodhest, isbjørM, løve, rød, lilla, klog, dejlig, undskyld, Baj (=Frej), Malthe, Mor, Lai (=chokolade), i stykker...for at nævne lidt.

Nu er hun begyndt at sætte dem sammen. På kryds og tværs.

Og det er vidunderligt at følge hende på den sproglige rejse. Og svært. Især når hun kigger meget bestemt på en og bliver ved med at gentage det samme ord som man bare ikke kan forstå. Så er det som om hun tænker: hold nu op hvor er du dum mor.



Og kendere griner og siger, at om få år så vil vi med glæde mindes den tid, hvor hun endnu ikke havde sprog.

Hun elsker at gå med hat, tegne og læse bøger. Hun kan kende en solsort, alle andre fugle er bare fugle. Hun kan gynge i timevis. Er en fighter. Øver sig i at tage sandaler på og er ved at være ret god til det. Hjælper også sine mødre med deres sandaler. Er i det hele taget bare hjælpsom.

Hun kysser stadig meget og er berømt/berygtet i familien for sine trutkys. Hun elsker sine dukker og er god og kærlig ved dem. Og ved sine mødre. Det er en gave at vågne op til det glade ansigt.


Hun kan selv og vil selv og bliver ulykkelig hvis tingene ikke går som hun forestiller sig. Hun er en selskabsløve og har det rigtig godt blandt mange mennesker. Er meget tålmodig. Det er sikkert en nødvendighed med to mødre over 40 ;-).

Hun er dejlig. Et dejligt menneske. Og dejligt selskab. Vi er heldige!

torsdag den 1. juli 2010

Dann haben Wir anderen Metoden!


Vi fik jo aldrig købt den plæneklipper, vel. Og pludselig var græsset en halv meter højt og gode dyr rådne. Men min kone er ikke sådan at slå ud. Hun lånte mine forældres gamle hækkesaks. Det tog hende 25 minutter, med røven i vejret, at klippe græsset på den måde. Der er unægteligt visse fordele ved at have lillebittemikroskopisk have. Derefter fik den en tur med naboens elektriske plæneklipper. Så nu tør vi bevæge os derud igen. Og det er godt, for der er skygge under æbletræet!
Vi mangler dog stadigvæk at få købt den plæneklipper.

tirsdag den 29. juni 2010

Morgenfryd

Morgenen bliver bare meget bedre, når Skrubben hvinende af fryd fordeler en hel æske tamponer på entregulvet og når ens kvarter vrimler med super nuttede harekillinger.

lørdag den 26. juni 2010

Bloggertræf på Himmelbjerget




Se hvad Anne og jeg har kogt sammen til jer.

Smut lige over til Anne og råb begejstret nede i kommentarfeltet at i kommer.

I må tage manden, konen (dem begge, hvis i har flere...), ungerne og hunden med.

Det korte af det lange er, at vi glæder os fantastisk meget til at se jer. Allesammen. Helst :-)


Vi mødes på det grønne areal ved kioskerne og p-pladsen. Medbring madkurv og tæpper.

Så ses vi da, gør vi ikke?


tirsdag den 22. juni 2010

Muahahaha!

Nåh, du troede nok jeg lå og rådnede op i et hjørne af min lille betontætte lejlighed i Hørning.

Det er nu ikke det, du kan lugte. Anne og jeg brygger på noget til jer, kære venner. Her dufter af hemmeligheder fra den store sorte gryde.

onsdag den 5. maj 2010

Erna Marie #001

hgjhmmnbxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx85
11..

tirsdag den 9. marts 2010

Bøh! jeg har fået sko


Sådan er glad lille skrubbe er da nødt til at have et par sko, så hun kan komme ud i verden. Den går bare ikke med termofutter længere. Og hun er glad. Ligesom hun også er glad for at sige bøh.

Retræte

Efter at have kæmpet mig gennem det kedeligste Oscar-show i umindelige tider, var der bare ligesom ikke mange krummer i mig til den mindste smule kvindekamp.
Ikke engang gratis fadøl på Cafe Sappho kunne lokke. Måske er det fordi jeg ikke drikker øl. Nevermind. Efter ufattelig lidt søvn kæmpede jeg mig sidst på dagen hen i sofaen med varm kakao, en snotforkølet kone og et afsnit af Greys Anatomy. Sådan. Op på barrikaderne.

tirsdag den 23. februar 2010

Bare et lille spørgsmål

Er der noget galt med ens ægteskab/kone/barn, når det vrissent lyder inde fra stuen: "NEJ! altså Erna Mariøøøø... mor var lige ved at se noget om Celine Dion!"...????????


Kan godt lide Dion... men alligevel. Det er Streisand der dur!


Når al legetøjet er strøet over hele gulvet og jeg kravler rundt og samler op og putter tilbage i æsker og kister, så er det så dejligt at finde en halv kiks. Så kan jeg jo lige spise den som belønning. ;-)

onsdag den 10. februar 2010

Sig det med et fastelavnsris


Jeg har bikset et fastelavnsris sammen til Erna Maries dagplejemor. På trods af al vores skepsis, så er det der med dagpleje bare lykken. Vores dagplejemor er elskelig, kærlig og direkte. Erna Marie er så glad for at komme der. Det er en fryd både at aflevere og hente den glade lille skubbe. Hun leger og leger og leger og lærer og pludrer og "snakker". Hun vokser bestemt af at være der. Og de tre andre børn er bare de sødeste guldklumper. Jeg kan næsten ikke få luft af bare tilfredshed.

Og når man er glad for nogen - så skal de vide det. Basta. Derfor skal dagplejemor Hanne have ros i skikkelse af ris. Hehe. Med tyggegummi (hun er supergumler) og guldkarameller. For hun er nemlig en guldkaramel.

Rødt chock


Erna Marie og jeg er i højt humør, da vi går ind for at rede seng i morges. Jeg ryster dynerne og Erna Marie står ved siden af sengen og hviner af fryd, over luftstrømmene der får hendes hår til at flagre.

Jeg rufler hovedpuderne og får fat i Erna Maries babydyne. Og så bliver jeg ligbleg. For den er smurt ind i blod. Al farve forsvinder fra mit i forvejen blege ansigt. Jeg når at tænke tusind grimme tanker og tjekke barnets ører og mig selv, før tanken om menstruation slår mig.

Der er blod på lagen, og alle dyner. Men mest på babydynen. Så jeg er NØDT til at ringe til fruen på job, for at sikre mig at det er sådan det forholder sig.

Og ja. Hun havde fået menstruation og gled let og elegant henover alle dynerne, da hun ville snige sig ud i bad i morges, for ikke at vække dem hun elsker.

Så kunne jeg endelig få luft til at grine. Den dame forstår at sætte eftertrykkelige spor!
Det er bare sjovere at være lesbisk i anderledes familiekonstellation. *Host host*

tirsdag den 9. februar 2010

Troldeunge -fastelavn

Mors troldeunge!!!




Hvad pokker gør man når ungen skal til sin første tøndeslagning og aldrig har været klædt ud før. Ideer er der jo nok af, men hvem har ikke prøvet at sætte en sjov hat på et 1-års barn, og to sekunder efter er den flået af.
Vi orkede ikke at skulle kæmpe med et kostume og en lille skrubbe der ville føle sig utilpas. Så vi gjorde det nemt for både hende og os selv.

Dorte lavede en hale af fåreskind, jeg tværede lidt øjenskygge i hovedet af tøsen og uglede hendes hår med håndsæbe og vupti.

Man skal bruge:
fåreskind (eller lav en dusk af garn), nylonstrømpe, pladevat, gamachebukser, sytråd, nål og saks. Halen sys sammen og sys bagpå et gamachebukserne.
Til håret brugte jeg bare alm håndsæbe.
Og til ansigtet to nuancer brun øjenskygge.

Nice and easy.


Liden tue vælter stort læs


Og det store læs er altså mig.

Der skal ingenting til før min hjerne kortslutter.
I morges var det f.eks alt rigeligt, at vi havde glemt at flytte barnevognen om på forsiden af huset (den skal bæres ind gennem lejligheden) og ikke nok med det: Erna Maries hjemmestrikkede Moster Musse sokker var væk!

AK OG VE! Mere skal der desværre ikke til. Så kører jeg helt skævt.
Så det meste af dagen har jeg været totalt stresset. Og angst.

Det føles som om kroppen kører med 100 km i timen.
Og tankerne med.

Men blodtrykket var fint.
Det sagde gynækologdamen selv!
Til gengæld vil hun stikke et kamera ind gennem min mave, for at se om der skulle befinde sig noget Endometriose derinde i mørket. (Måske er der slet ikke mørkt. Det forestiller jeg mig bare. Måske er der en diskokugle?..!..? Jeg skal huske at spørge lægen)

Det skal ske på dronningens fødselsdag.
Jeg må gerne tage flag med. :-)


Og jeg nåede dog først at spise en toast på Cafe RarBar (med byens kedeligste menukort) sammen med min savnede søster! Det var så rart.

mandag den 8. februar 2010

Et hul



Hmm... ja.. altså jeg er jo faldet i et hul.
Jeg gik ligeså pænt og frejdigt på vej mod Sørgmodighedens Sumpe.
BUM der lå jeg så.
I et kæmpestort mørkt hul.
Med angst og stress.
Har været sygemeldt siden før jul.

Ind i mellem, når jeg plirrer med øjnene, er det som om jeg kan se lys, eller også er det bare mine utroligt blege ben der skinner i mørket.

Jeg kæmper for at få hovedet op og røven ned. Men her er faneme ikke meget plads at vende på.

Jeg går til psykolog, diætist, hudlæge, gynækolog, mave-/tarm-specialist og derudover har jeg diverse forpligtelser på Jobcenteret. Jeg skulle jo nødig gå her og drive den af. Det der med at blive rask skal helst foregå på akkord.

Ind imellem lyder det også som om der er nogen der griner her i mørket. Tror det er mig selv, der heldigvis er lagt i vuggen som optimist og derfor godt kan se det sjove i situationen.


onsdag den 20. januar 2010

Øvelse gør mester

Dorte griner nogle gange af mig, når jeg har givet Erna Marie tøj på om morgenen. Så kigger hun kærligt på Erna Marie og siger: "Nåh, det er nok far der har givet dig tøj på i dag".

Hun mener åbenbart mine mandlige hormoner tager lige lovlig meget over på det punkt, og at barnet derfor ikke altid er lige chikt, når vi afleverer hende hos dagplejen.

Så nu har jeg lige øvet mig. Har haft al Erna Maries tøj ude på gulvet og helt selv sammensat fem sæt tøj til de næste dage. Så nu føler jeg mig lidt mere mor.

mandag den 18. januar 2010

Lykkens pamjulefis!

Jeg er jo hende der ikke har nogen vinterstøvler og har gået med uldsokker i sneakers hele vinteren. Det har været både vådt og meget koldt for fødderne. Men der var bare ikke lige en tusse hvor der stod gode ordentlige økonomiske støvler på.

Så fandt vi dem her i genbrugsen:


El natura lista. 70 kroner. Ligner nogen der ikke har været brugt. Jeg STORMelsker dem bare. Og har ikke frosset mine fødder siden! Der er nogen der siger at heldet følger de tossede. De har ret :-D

356 dage!

Hende her fylder 1 år i dag:



Tænk at det allerede er et helt år siden, Erna Marie blev hevet ud i verden med en sugekop. Jeg er stadig dybt i knæ af taknemmelighed til jordemoder Karen og overlæge Astrid, fordi de kom og rettede op på starten på det lille menneskes liv, lige der hvor alting var ved at gå helt galt.

Vi har en umådelig kærlig, mild og glad datter. Men i morges vågnede hun op og var morgensur. Det har jeg aldrig oplevet før. Men det er sikkert hårdt at gå fra at være baby til at være barn. Og så ovenikøbet med to tænder på vej. Hun blev smidt i barnevognen en time efter hun var stået op. Hun bad om og komme ud at sove med hele sit lille vrede kropssprog. To timer senere var hun udhvilet, glad, frisk og klar til at komme hen til dagplejen med rosiner, kanelsnegle, balonner og tigerdyrs-paptallerkener.

Hun har allerede fået et par gaver med posten fra mormor og onkel Tom. Måske der ligger et brev til hende i postkassen i dag også. Tante Ibse kommer og spiser boller i karry. Bedstemor kommer også lige forbi. Og i weekenden skal vi fejre med fødselsdagsbrunch.

Vi har købt en børnebibel til hende. Mage til den hun har i forvejen, som hun fik i gave af folkekirken ved sin barnedåb. Og det er ikke fordi vi er gamle og glemsomme. Nej, det er fordi illustrationerne er så smukke, at vi vil ramme nogle udvalgte billeder ind og hænge dem på væggen på Erna Maries værelse. De er glade og kraftfulde i farverne. Og der er mange detaljer som også små børn kan få øje på. Der er smukke, glade og uhyggelige motiver. Glæder mig til at vælge sammen med min elskede.





Børnebiblen er herligt skrevet af Johannes Møllehave og kærligt illustreret af Susanne Krage

søndag den 17. januar 2010

I øvrigt


Erna Marie kan gå :-)
Tre dage før sin 1-års fødselsdag.

Det er jo ved at være lang tid siden hun tog de første skridt. Så vi har ventet og ventet.

Den store fugletælling 2010

Den store fugletælling 2010 startede i går. Alle kan være med. Man kan stadig nå det. Det er nemt og hyggeligt at tælle fugle i haven. Og de fleste kan kende forskel på de mest almindelige havefugle. Man kan gøre det alene eller sammen med sine børn. Skoleklasser kan også være med. Læs om fugletællingen her. Den slutter 14. februar 2010.

Jeg har fodret i haven siden vi flyttede ind for 3 1/2 måneder siden. Og fra at huse en enkelt solsort, er der nu endelig masser af liv i haven. Jeg elsker det. Jeg elsker de små vingede humørbomber og jeg bruger meget tid på at kigge på dem. Heldigvis står min computer så jeg bare skal løfte blikket for at se ud på haven.

De sidste 100 æbler, vi lod hænge på æbletræet, er spist i den sidste uge. Solsortene holder havefest og efterlader magiske tomme æbleskaller.

Min yndling er rødhalsen. Der kommer normalt kun én i hvert territorie. Og jeg har ikke set ham i flere dage nu. Så jeg er ærlig talt bekymret om han har overlevet. Men jeg holder øje, og håber.






tirsdag den 12. januar 2010

Vis mig dit ar (blogger-tagfat)

Det nytter åbenbart ikke at gemme sig. Anne har fundet mig. Helt nede i det nederste hjørne af sørgmodighedens sumpe. Og ikke nok med at hun har fundet mig, hun har sgu også tagget mig (i en tosseherlig leg som M har fundet på). Og Anne har verdens sejeste Lulle, om vi er totalt fans af her på matriklen. Så Anne lægger man sig bare ikke ud med. NEVER! (vis mig dit ar... eller jeg stikker dig et!)

Så nu gælder det altså ar. Og der har jeg sgu ærlig talt ikke meget at komme med. Ikke fordi jeg aldrig har været klodset, modig eller ligefrem vovet. Næh, jeg har været heldig. Og rigtig tit pinlig, fordi jeg er den der der bare skvatter, så det ser åndsvagt ud, fremfor dem der virkelig formår at lave seje stunts og komme til skade, for derefter at kunne blære sig med gips i skolen.

Faktisk har jeg kun to ar. Og de hører sammen. De er tilbage fra de små klasser (1. eller 2.) Erhvervet i et frikvarter, hvor det lige skulle gå lidt stærkt med at komme ud i skolegården. Så jeg, lange rær, havde ikke fået snøret skoene ordenligt og snublede i snørebåndet, ned af trappen og faldt så lang jeg var på næsen i den asfalterede skolegård. Vææææh.

Jeg klarede det med bravour. Det blødte. Pænt. Men jeg græd ikke. Før senere på eftermiddagen hvor jeg lå på sofaen under et hvidt lagen og min mor kom hjem. MOAAAAAAAAAR.

Jeg fik tre store sår. Et under næsen, et på hagen og et på højre håndled øverst. Det kom der to fesne ar ud af. Et under næsen, en lille fin streg som kun dem der også tror på nisser kan se (jeg HAR prøvet at fotografere det, men mit overskæg og næsen skygger altså). Og så det på håndleddet. Det ligner nærmest et kop-ar.


Og de få gange jeg ellers har haft muligheden, for at få noget at fremvise, der er det bare ligesom vokset pænt sammen igen og har efterladt mig....nøjagtig så bleg og gennemsnitlig som jeg var før.

Som da jeg i kollektivet skoldede mit bare maveskind med en kop glodhed the og fik et vildt stort væskende og betændt brændsår. Efter et par år var det ar pist væk.

Eller forrige sommer i Gretes lejlighed, hvor jeg skulle lave salat til vegetaren og alligevel kom til at putte kød i, i form af et lille stykke pegefinger med negl. Efter et års tid. Pist væk med det ar.

Så ar er bare ikke samlerobjekt her hos mig. (udover selvfølgelig den million bittebittesmå ar jeg har på arme, skuldre og i ansigtet pga. min eksem). Men jeg kan prale af min veninde, der efter en del operationer, har over 1 meter totalt seje ar på kroppen. Nogle af dem er fra da hun var baby, så nu er de STORE og sådan rigtig tengeserieagtige, med deres lange streger med prikker på begge sider. Men hun er smuk og stolt. Også med ar. Det er fantastisk hvor forskelligt vi vælger at se på os selv (og hinanden)

Nå, nu lukker jeg arret (tøhø) og tagger.... hmm...selvfølgelig verdens dejligste Klidmoster og den plaskhamrende forelskede kaffeskat Moccapigen. I dare you!!!