onsdag den 20. januar 2010

Øvelse gør mester

Dorte griner nogle gange af mig, når jeg har givet Erna Marie tøj på om morgenen. Så kigger hun kærligt på Erna Marie og siger: "Nåh, det er nok far der har givet dig tøj på i dag".

Hun mener åbenbart mine mandlige hormoner tager lige lovlig meget over på det punkt, og at barnet derfor ikke altid er lige chikt, når vi afleverer hende hos dagplejen.

Så nu har jeg lige øvet mig. Har haft al Erna Maries tøj ude på gulvet og helt selv sammensat fem sæt tøj til de næste dage. Så nu føler jeg mig lidt mere mor.

mandag den 18. januar 2010

Lykkens pamjulefis!

Jeg er jo hende der ikke har nogen vinterstøvler og har gået med uldsokker i sneakers hele vinteren. Det har været både vådt og meget koldt for fødderne. Men der var bare ikke lige en tusse hvor der stod gode ordentlige økonomiske støvler på.

Så fandt vi dem her i genbrugsen:


El natura lista. 70 kroner. Ligner nogen der ikke har været brugt. Jeg STORMelsker dem bare. Og har ikke frosset mine fødder siden! Der er nogen der siger at heldet følger de tossede. De har ret :-D

356 dage!

Hende her fylder 1 år i dag:



Tænk at det allerede er et helt år siden, Erna Marie blev hevet ud i verden med en sugekop. Jeg er stadig dybt i knæ af taknemmelighed til jordemoder Karen og overlæge Astrid, fordi de kom og rettede op på starten på det lille menneskes liv, lige der hvor alting var ved at gå helt galt.

Vi har en umådelig kærlig, mild og glad datter. Men i morges vågnede hun op og var morgensur. Det har jeg aldrig oplevet før. Men det er sikkert hårdt at gå fra at være baby til at være barn. Og så ovenikøbet med to tænder på vej. Hun blev smidt i barnevognen en time efter hun var stået op. Hun bad om og komme ud at sove med hele sit lille vrede kropssprog. To timer senere var hun udhvilet, glad, frisk og klar til at komme hen til dagplejen med rosiner, kanelsnegle, balonner og tigerdyrs-paptallerkener.

Hun har allerede fået et par gaver med posten fra mormor og onkel Tom. Måske der ligger et brev til hende i postkassen i dag også. Tante Ibse kommer og spiser boller i karry. Bedstemor kommer også lige forbi. Og i weekenden skal vi fejre med fødselsdagsbrunch.

Vi har købt en børnebibel til hende. Mage til den hun har i forvejen, som hun fik i gave af folkekirken ved sin barnedåb. Og det er ikke fordi vi er gamle og glemsomme. Nej, det er fordi illustrationerne er så smukke, at vi vil ramme nogle udvalgte billeder ind og hænge dem på væggen på Erna Maries værelse. De er glade og kraftfulde i farverne. Og der er mange detaljer som også små børn kan få øje på. Der er smukke, glade og uhyggelige motiver. Glæder mig til at vælge sammen med min elskede.





Børnebiblen er herligt skrevet af Johannes Møllehave og kærligt illustreret af Susanne Krage

søndag den 17. januar 2010

I øvrigt


Erna Marie kan gå :-)
Tre dage før sin 1-års fødselsdag.

Det er jo ved at være lang tid siden hun tog de første skridt. Så vi har ventet og ventet.

Den store fugletælling 2010

Den store fugletælling 2010 startede i går. Alle kan være med. Man kan stadig nå det. Det er nemt og hyggeligt at tælle fugle i haven. Og de fleste kan kende forskel på de mest almindelige havefugle. Man kan gøre det alene eller sammen med sine børn. Skoleklasser kan også være med. Læs om fugletællingen her. Den slutter 14. februar 2010.

Jeg har fodret i haven siden vi flyttede ind for 3 1/2 måneder siden. Og fra at huse en enkelt solsort, er der nu endelig masser af liv i haven. Jeg elsker det. Jeg elsker de små vingede humørbomber og jeg bruger meget tid på at kigge på dem. Heldigvis står min computer så jeg bare skal løfte blikket for at se ud på haven.

De sidste 100 æbler, vi lod hænge på æbletræet, er spist i den sidste uge. Solsortene holder havefest og efterlader magiske tomme æbleskaller.

Min yndling er rødhalsen. Der kommer normalt kun én i hvert territorie. Og jeg har ikke set ham i flere dage nu. Så jeg er ærlig talt bekymret om han har overlevet. Men jeg holder øje, og håber.






tirsdag den 12. januar 2010

Vis mig dit ar (blogger-tagfat)

Det nytter åbenbart ikke at gemme sig. Anne har fundet mig. Helt nede i det nederste hjørne af sørgmodighedens sumpe. Og ikke nok med at hun har fundet mig, hun har sgu også tagget mig (i en tosseherlig leg som M har fundet på). Og Anne har verdens sejeste Lulle, om vi er totalt fans af her på matriklen. Så Anne lægger man sig bare ikke ud med. NEVER! (vis mig dit ar... eller jeg stikker dig et!)

Så nu gælder det altså ar. Og der har jeg sgu ærlig talt ikke meget at komme med. Ikke fordi jeg aldrig har været klodset, modig eller ligefrem vovet. Næh, jeg har været heldig. Og rigtig tit pinlig, fordi jeg er den der der bare skvatter, så det ser åndsvagt ud, fremfor dem der virkelig formår at lave seje stunts og komme til skade, for derefter at kunne blære sig med gips i skolen.

Faktisk har jeg kun to ar. Og de hører sammen. De er tilbage fra de små klasser (1. eller 2.) Erhvervet i et frikvarter, hvor det lige skulle gå lidt stærkt med at komme ud i skolegården. Så jeg, lange rær, havde ikke fået snøret skoene ordenligt og snublede i snørebåndet, ned af trappen og faldt så lang jeg var på næsen i den asfalterede skolegård. Vææææh.

Jeg klarede det med bravour. Det blødte. Pænt. Men jeg græd ikke. Før senere på eftermiddagen hvor jeg lå på sofaen under et hvidt lagen og min mor kom hjem. MOAAAAAAAAAR.

Jeg fik tre store sår. Et under næsen, et på hagen og et på højre håndled øverst. Det kom der to fesne ar ud af. Et under næsen, en lille fin streg som kun dem der også tror på nisser kan se (jeg HAR prøvet at fotografere det, men mit overskæg og næsen skygger altså). Og så det på håndleddet. Det ligner nærmest et kop-ar.


Og de få gange jeg ellers har haft muligheden, for at få noget at fremvise, der er det bare ligesom vokset pænt sammen igen og har efterladt mig....nøjagtig så bleg og gennemsnitlig som jeg var før.

Som da jeg i kollektivet skoldede mit bare maveskind med en kop glodhed the og fik et vildt stort væskende og betændt brændsår. Efter et par år var det ar pist væk.

Eller forrige sommer i Gretes lejlighed, hvor jeg skulle lave salat til vegetaren og alligevel kom til at putte kød i, i form af et lille stykke pegefinger med negl. Efter et års tid. Pist væk med det ar.

Så ar er bare ikke samlerobjekt her hos mig. (udover selvfølgelig den million bittebittesmå ar jeg har på arme, skuldre og i ansigtet pga. min eksem). Men jeg kan prale af min veninde, der efter en del operationer, har over 1 meter totalt seje ar på kroppen. Nogle af dem er fra da hun var baby, så nu er de STORE og sådan rigtig tengeserieagtige, med deres lange streger med prikker på begge sider. Men hun er smuk og stolt. Også med ar. Det er fantastisk hvor forskelligt vi vælger at se på os selv (og hinanden)

Nå, nu lukker jeg arret (tøhø) og tagger.... hmm...selvfølgelig verdens dejligste Klidmoster og den plaskhamrende forelskede kaffeskat Moccapigen. I dare you!!!