tirsdag den 12. januar 2010

Vis mig dit ar (blogger-tagfat)

Det nytter åbenbart ikke at gemme sig. Anne har fundet mig. Helt nede i det nederste hjørne af sørgmodighedens sumpe. Og ikke nok med at hun har fundet mig, hun har sgu også tagget mig (i en tosseherlig leg som M har fundet på). Og Anne har verdens sejeste Lulle, om vi er totalt fans af her på matriklen. Så Anne lægger man sig bare ikke ud med. NEVER! (vis mig dit ar... eller jeg stikker dig et!)

Så nu gælder det altså ar. Og der har jeg sgu ærlig talt ikke meget at komme med. Ikke fordi jeg aldrig har været klodset, modig eller ligefrem vovet. Næh, jeg har været heldig. Og rigtig tit pinlig, fordi jeg er den der der bare skvatter, så det ser åndsvagt ud, fremfor dem der virkelig formår at lave seje stunts og komme til skade, for derefter at kunne blære sig med gips i skolen.

Faktisk har jeg kun to ar. Og de hører sammen. De er tilbage fra de små klasser (1. eller 2.) Erhvervet i et frikvarter, hvor det lige skulle gå lidt stærkt med at komme ud i skolegården. Så jeg, lange rær, havde ikke fået snøret skoene ordenligt og snublede i snørebåndet, ned af trappen og faldt så lang jeg var på næsen i den asfalterede skolegård. Vææææh.

Jeg klarede det med bravour. Det blødte. Pænt. Men jeg græd ikke. Før senere på eftermiddagen hvor jeg lå på sofaen under et hvidt lagen og min mor kom hjem. MOAAAAAAAAAR.

Jeg fik tre store sår. Et under næsen, et på hagen og et på højre håndled øverst. Det kom der to fesne ar ud af. Et under næsen, en lille fin streg som kun dem der også tror på nisser kan se (jeg HAR prøvet at fotografere det, men mit overskæg og næsen skygger altså). Og så det på håndleddet. Det ligner nærmest et kop-ar.


Og de få gange jeg ellers har haft muligheden, for at få noget at fremvise, der er det bare ligesom vokset pænt sammen igen og har efterladt mig....nøjagtig så bleg og gennemsnitlig som jeg var før.

Som da jeg i kollektivet skoldede mit bare maveskind med en kop glodhed the og fik et vildt stort væskende og betændt brændsår. Efter et par år var det ar pist væk.

Eller forrige sommer i Gretes lejlighed, hvor jeg skulle lave salat til vegetaren og alligevel kom til at putte kød i, i form af et lille stykke pegefinger med negl. Efter et års tid. Pist væk med det ar.

Så ar er bare ikke samlerobjekt her hos mig. (udover selvfølgelig den million bittebittesmå ar jeg har på arme, skuldre og i ansigtet pga. min eksem). Men jeg kan prale af min veninde, der efter en del operationer, har over 1 meter totalt seje ar på kroppen. Nogle af dem er fra da hun var baby, så nu er de STORE og sådan rigtig tengeserieagtige, med deres lange streger med prikker på begge sider. Men hun er smuk og stolt. Også med ar. Det er fantastisk hvor forskelligt vi vælger at se på os selv (og hinanden)

Nå, nu lukker jeg arret (tøhø) og tagger.... hmm...selvfølgelig verdens dejligste Klidmoster og den plaskhamrende forelskede kaffeskat Moccapigen. I dare you!!!

6 kommentarer:

Randi Rehmeier sagde ...

Haha, fed leg! Endelig kom der noget nyt gokkelok, det var på høje ti'j :-)

Stivfrosne knus,
R

M sagde ...

Tænk hvis du besidder et eller andet selv-reparerende-gen, der gør at ar preller af på dig? Det kan man sikkert tjene penge på et sted!
Og hvor er det dog et helt vidunderligt prægtigt julekort du har i forrige indlæg. Det har ihvertfald inspireret mig til dette års julemotiv!!! (selvom der godt nok er lidt tid til endnu...)Tak for ar-historie, jeg er glad for at ha' fundet frem til din blog:o)

Anne/Undreland sagde ...

Vita, det kan godt være at det er lidt kedeligt at have så få ar at prale af, men du må da glæde dig over at være en superheler - som jeg engang hørte en læge omtale det (selvom det vist ikke er noget autoriseret medicinsk udtryk).

Og DEJLIGT at se liv på gokkelok igen! Hvis det kan hjælpe, skal jeg med glæde give dig flere underlige udfordringer.
KNUS!

Klidmosteren sagde ...

Kære vita Wrap

Ja, sgu - jeg vil super gene lege med. Skal lige finde ud af at fotografere mine mange ar fra div køkkenuheld. Der går nok lige lidt tid før jeg får mig snøvlet sammen, skal lige æde en masse kage først :-)

Krams fra Kikært

Mokken sagde ...

Hahahaahahahahaaa, det er da den sørgerligste undskyldning for et par små-ar, jeg længe har set :D :D :D

Vita sagde ...

Randi: du springer da bare på legen hvis du lyster!

M: Det er jo en sjov leg du har fundet på. Og ja, jeg er nok lidt superhealer :-) Dejligt at kunne inspirere til dette års julekort. Jeg synes det er supersjovt at lege på den måde. Måske jeg skulle blogge et par af de gamle en gang ved lejlighed bare til inspiration. :-)

Anne: jeg er afgjort materiale til et afsnit af Heroes!
Inspiration og udfordringer er godt. Især når jeg ikke ser så meget andet end min navle! Knus tilbage!

Klidmoster: jeg glæder mig MEGET til dine ar!

Mokken: ja ikke. Men det er alligevel ikke så pinligt som dengang jeg hang i "fuglerede" i ringene på legepladsen (fuglerede er når man ligesom hænger med armene og benene bagud og maven nedad) og paldt pladask ned i den mega-store vandpyt der var lige nedenunder. DET var pingligt! Men gav heller ikke nogen ar!