tirsdag den 9. februar 2010

Liden tue vælter stort læs


Og det store læs er altså mig.

Der skal ingenting til før min hjerne kortslutter.
I morges var det f.eks alt rigeligt, at vi havde glemt at flytte barnevognen om på forsiden af huset (den skal bæres ind gennem lejligheden) og ikke nok med det: Erna Maries hjemmestrikkede Moster Musse sokker var væk!

AK OG VE! Mere skal der desværre ikke til. Så kører jeg helt skævt.
Så det meste af dagen har jeg været totalt stresset. Og angst.

Det føles som om kroppen kører med 100 km i timen.
Og tankerne med.

Men blodtrykket var fint.
Det sagde gynækologdamen selv!
Til gengæld vil hun stikke et kamera ind gennem min mave, for at se om der skulle befinde sig noget Endometriose derinde i mørket. (Måske er der slet ikke mørkt. Det forestiller jeg mig bare. Måske er der en diskokugle?..!..? Jeg skal huske at spørge lægen)

Det skal ske på dronningens fødselsdag.
Jeg må gerne tage flag med. :-)


Og jeg nåede dog først at spise en toast på Cafe RarBar (med byens kedeligste menukort) sammen med min savnede søster! Det var så rart.

3 kommentarer:

Prophecy sagde ...

Angst er ...overvældende. Tak fordi du skriver så ærligt om det, der hos en del stadig er ..uforståeligt eller tabulagt. Og at du samtidigt viser, at man stadig er et ganske normalt (!), elskende, grinende, irriterende, klogt menneske
Kh

Marina sagde ...

Mange kærlige kram til en yndlings kylling. Jeg håber snart du er flyvene igen.

Vita sagde ...

Prophecy: velbekom. Det kan jo være svært at forstå for folk udenfor at man kan gå i panik over så simple ting. Og jeg er af den overbevisning at jo mere åben jeg er omkring min angst, jo nemmere bliver det at forstå. Jeg håber i hvert fald :-)


Marina: taaaaak. Sådan nogle kram giver faktisk lidt luft under vingerne!