fredag den 30. juli 2010

Boble

Dorte og Erna Marie er på Samsø. En enkelt overnatning sammen med Moster Karin. Og jeg er herhjemme. For færge og overnatning ude er ikke lige mine stærkeste punkter.

Så jeg har alenetid. Tilbragte dagen i går i selskab med en veninde. Med god tid. Og ingen faste spisetider. Jeg har sovet med god plads i den store seng, uden små spark og dunk i ryggen fra bløde barnefødder og -hænder.

At mine arme så sov noget så vederstyggeligt, og jeg af samme grund vågnede ca. hver halve time fordi det gjorde pisseondt, er en anden sag.

Nu sidder jeg her og har rigtig god tid. Min egen tid. Og glæder mig til mine to arriverer igen i eftermiddag. Mit hjerte er let. Skønt regnen er tung. De håndklæder jeg smed over en havestol udenfor til tørring i går har vist uendelig lang vej i mål.

lørdag den 24. juli 2010

Miraklet


I øvrigt har jeg helt glemt at vise jer det her. Ovenover. Altså mig og mit ansigt. Før og efter. I ulogisk rækkefølgeplacering. Før til højre og efter til venstre...
Men altså. For snart fire år siden gav min læge mig diagnosen Rosacea. En uhelbredelig hudlidelse. Og jeg tænkte, nåh ja, der er ingen grund til at klynke. Det er bare sådan det er for mig. Jeg må til evig tid rende rundt og ligne en bumset teenage-dreng. Og smøre mig med creme der gør min hud tynd. Og gå med solcreme og kasket.
Indtil sidste sommer (2009) hvor jeg blev så træt af, at det bare var slemt og gjorde ondt hele tiden. Så bad jeg om at komme til en hudspecialist. Og jeg fik en henvisning og en tid et halvt år senere. I januar 2010.
Kort før jul fik jeg det værste udbrud jeg nogensinde har haft. Min pande var flere centimeter tyk af bumser og betændelse (højre side af billedet). Og det gjorde ondt ondt ondt. Og folk skulede til mig. Jeg lignede en pestbefængt og burde have siddet udenfor byporten.
Så kom endelig tiden hos hudlæge Karen Bang i Århus. Det kompetente menneske kiggede på mig i fem minutter og sagde: "Det der er ikke Rosacea, det er ganske almindelig Acne. Dog i meget svær grad. Her er nogle piller du skal tage en måned og noget creme du skal smøre med indtil der ikke er mere i tuben. Og kom så igen til tjek om en måned."
Jeg gik hjem og åd mine piller og smurte mit ansigt. Og vupti. 14 dage efter var det helt væk. Som i helt. H-E-L-T! Har måske haft max. 10 bumser siden januar. Og jeg er lykkelig. Og hudlægen er lykkelig fordi jeg er lykkelig. Og jeg kom til at sige, at jeg elsker hende en lille smule.
For da det forsvandt som dug for solen, kunne jeg pludselig mærke hvor svært det havde været at mit ansigt altid var ødelagt. At jeg fremstod usoigneret. Og altid var nødt til at gå med makeup for ikke at virke alt for intimiderende på andre mennesker.
Nu nyder jeg solen i mit ansigt og går uden makeup-creme. Og synes min hudlæge er en mirakelmager.

1½ år!





Så er Skrubben gået hen og blevet 1½. Tiden har fart på. Og det har Erna Marie også. Hun udfordrer hele tiden sig selv. Klatrer. Op. Ned. Løber. Lærer nye ord. Snakker...meget. Det startede i det små med Buarh (=mor) og Nanne (Hanne, dagplejen). Og lige nu lærer hun ord med sådan en hast at vi flere gange om dagen udbryder: "Gud, kan hun også sige det?".

Hun kan blandt andet sige: fugl, hej, arbejde, baby, Laura, solsort, hat på, mormor, moster, bil, tog, scooter, bædadar (= bedstefar), bædadadar (= bedstemor), moster, mål, fodbold, tegne, farver, sol, briller, solbriller, cykel, nøgle, tiktak (=ur), mere, mad, øre, øje, mund, igen, te, kilde, hår, næse, slut, knæ, hænder, fingre, hjælpe, tænder, tunge, sandaler, bubar (=bukser), sjov, hyggelig, det regner, dygtig, hurra, meget varm, pas på, sæt dig, goddaw, wow, av, åh nej, pøller (=det siger hun når hun har lavet), leverpostej, banan, æble, jordbær, pølse, måne, trøje, strømper, puslespil, bolle, flodhest, isbjørM, løve, rød, lilla, klog, dejlig, undskyld, Baj (=Frej), Malthe, Mor, Lai (=chokolade), i stykker...for at nævne lidt.

Nu er hun begyndt at sætte dem sammen. På kryds og tværs.

Og det er vidunderligt at følge hende på den sproglige rejse. Og svært. Især når hun kigger meget bestemt på en og bliver ved med at gentage det samme ord som man bare ikke kan forstå. Så er det som om hun tænker: hold nu op hvor er du dum mor.



Og kendere griner og siger, at om få år så vil vi med glæde mindes den tid, hvor hun endnu ikke havde sprog.

Hun elsker at gå med hat, tegne og læse bøger. Hun kan kende en solsort, alle andre fugle er bare fugle. Hun kan gynge i timevis. Er en fighter. Øver sig i at tage sandaler på og er ved at være ret god til det. Hjælper også sine mødre med deres sandaler. Er i det hele taget bare hjælpsom.

Hun kysser stadig meget og er berømt/berygtet i familien for sine trutkys. Hun elsker sine dukker og er god og kærlig ved dem. Og ved sine mødre. Det er en gave at vågne op til det glade ansigt.


Hun kan selv og vil selv og bliver ulykkelig hvis tingene ikke går som hun forestiller sig. Hun er en selskabsløve og har det rigtig godt blandt mange mennesker. Er meget tålmodig. Det er sikkert en nødvendighed med to mødre over 40 ;-).

Hun er dejlig. Et dejligt menneske. Og dejligt selskab. Vi er heldige!

torsdag den 1. juli 2010

Dann haben Wir anderen Metoden!


Vi fik jo aldrig købt den plæneklipper, vel. Og pludselig var græsset en halv meter højt og gode dyr rådne. Men min kone er ikke sådan at slå ud. Hun lånte mine forældres gamle hækkesaks. Det tog hende 25 minutter, med røven i vejret, at klippe græsset på den måde. Der er unægteligt visse fordele ved at have lillebittemikroskopisk have. Derefter fik den en tur med naboens elektriske plæneklipper. Så nu tør vi bevæge os derud igen. Og det er godt, for der er skygge under æbletræet!
Vi mangler dog stadigvæk at få købt den plæneklipper.