lørdag den 24. juli 2010

Miraklet


I øvrigt har jeg helt glemt at vise jer det her. Ovenover. Altså mig og mit ansigt. Før og efter. I ulogisk rækkefølgeplacering. Før til højre og efter til venstre...
Men altså. For snart fire år siden gav min læge mig diagnosen Rosacea. En uhelbredelig hudlidelse. Og jeg tænkte, nåh ja, der er ingen grund til at klynke. Det er bare sådan det er for mig. Jeg må til evig tid rende rundt og ligne en bumset teenage-dreng. Og smøre mig med creme der gør min hud tynd. Og gå med solcreme og kasket.
Indtil sidste sommer (2009) hvor jeg blev så træt af, at det bare var slemt og gjorde ondt hele tiden. Så bad jeg om at komme til en hudspecialist. Og jeg fik en henvisning og en tid et halvt år senere. I januar 2010.
Kort før jul fik jeg det værste udbrud jeg nogensinde har haft. Min pande var flere centimeter tyk af bumser og betændelse (højre side af billedet). Og det gjorde ondt ondt ondt. Og folk skulede til mig. Jeg lignede en pestbefængt og burde have siddet udenfor byporten.
Så kom endelig tiden hos hudlæge Karen Bang i Århus. Det kompetente menneske kiggede på mig i fem minutter og sagde: "Det der er ikke Rosacea, det er ganske almindelig Acne. Dog i meget svær grad. Her er nogle piller du skal tage en måned og noget creme du skal smøre med indtil der ikke er mere i tuben. Og kom så igen til tjek om en måned."
Jeg gik hjem og åd mine piller og smurte mit ansigt. Og vupti. 14 dage efter var det helt væk. Som i helt. H-E-L-T! Har måske haft max. 10 bumser siden januar. Og jeg er lykkelig. Og hudlægen er lykkelig fordi jeg er lykkelig. Og jeg kom til at sige, at jeg elsker hende en lille smule.
For da det forsvandt som dug for solen, kunne jeg pludselig mærke hvor svært det havde været at mit ansigt altid var ødelagt. At jeg fremstod usoigneret. Og altid var nødt til at gå med makeup for ikke at virke alt for intimiderende på andre mennesker.
Nu nyder jeg solen i mit ansigt og går uden makeup-creme. Og synes min hudlæge er en mirakelmager.

6 kommentarer:

Jule Mig sagde ...

Ejjj Hvor FEDT !!!!

Dejligt, at det virkede !!!

Vita sagde ...

Marianne: Jeg gik jo og troede det ikke kunne helbredes. Så du kan tro jeg er glad som en gris.

Lotten sagde ...

Den slags læger må man gerne elske! Dejligt at du er sluppet for både de fysiske smerter og dem der er forbundet med at føle sig "befængt", og begloet fordi man ligner én stor byld i ansigtet.
Kan slet ikke gøre mig forestillinger om, hvor ondt det må have gjort - og jeg har ellers haft min portion af acne (jeg plages fortsat fra tid til anden, men det er efterhånden minimalt). Av for den!

Prophecy sagde ...

Hold op, vidste ikke acne kunne være så 'ondt'. Og at du har gået med det så længe, må have være tough. Ansigtet er visitkortet, så dejligt for dig, at det blev godt igen.

Klidmoster sagde ...

Fra hindbærhud til ferskenteint :-D

Hvor er det bare fedt for dig at du fik has på det. Det må også give meget mere mod på at komme ud i verden. Det er fantastisk at der findes læger som hende.

Vita sagde ...

Lotte: Ja ikke? Synes slet ikke jeg kan lade være med at synes hun er helt fantastisk. Ligesom jeg engang kom til at kramme en tandlæge, fordi hun for en gangs skyld gav mig en god oplevelse af at være til tandlæge. Jeg er SÅ tandlægeskræk.

Dorte: Du har ret, ansigtet er et visitkort. Kan bedre lide mit nye visitkort så :-)

Klidmoster: Det er helt sikkert nemmere!!